Du er her:
John Gabriel Borkman
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
Faksimile
2.
[Forfatternote: 11.7.96.] [Forfatternote: 27.8."]
Første akt.
(En dagligstue hos fru Renton, udsty-
ret med gammeldags, falmet pragt. En åben
fløjdø{jdør}r fører ud til en havestue med vin-
duer og glasdør i baggrunden. Derigennem
udsigt til haven, hvor snevejret fyger. På høj-
re sidevæg indgangs{ <...> }dør fra forstuen. Længe-
re fremme en stor, gammel jernovn med ild i.
Til venstre, noget tilbage, en mindre dør. For-
an på samme side et vindu. Mellem dette og
døren en kanapé { <...> }med tæppebelagt bord for-
an. Ved ovnen en polst en lænestol og en pol-
stret gyngestol.)
(Fru Renton sidder på kanapéen med sit
hækletøj. Hun er en ældre dame med stiv hold-
ning og hårde ubevægelige ansigtstræk. Hendes
hår er næsten hvidt. Hænderne fine, gennemsigtige.
Mørk påklædning Hæl Hæklet uldshawl over
skuldrene.)
Faksimile
(Stuepigen kommer ind gennem entrédøren
med et visitkort på en liden træbrikke.)
Stuepigen
.
Her er en dame ude –
Fru Renton
.
Fru Wilborg vel?
Pigen
(går nærmere)
Nej, det er en fremmed dame –
Fru Renton

(rækker efter kortet)
Lad mig sé –. (læser og rejser sig hurtigt) Er du
viss på at det er til mig?
Pigen
.
Ja, jeg forstod det, som det var til fruen.
{R}Fru Renton
.
Nå, så sig at jeg er hjemme.
(Pigen åbner døren for den fremmede dame
og går selv ud.)
(Frøken Borkenheim kommer ind, klædt i
sort fløjels overtøj. Hun er ældre end søsteren
og ligner hende, med spor af fordums skøn-
hed. Hun har endnu sit mørke, rige hår.)
Faksimile
Frøken Borkenheim

(bliver stående lidt indenfor døren)
Ja, du ser nok ˹forundret˺ på mig, du Ella {.}Gunhild.
Fru Renton

(står ubevægelig oprejst mellem kanapéen og
bordet)
Går du ikke fejl? Forvalteren bor jo i side-
bygningen ved du
Frøken Borkenheim
.
Det er ikke forvalteren jeg skal tale med
i dag.
Fru Renton
Er det da mig du vil noget?
Frøken Borkenheim
Ja, jeg må tale nogen ord med dig.
Fru Renton

(kommer frem på gulvet)
Nå, så sæt dig da ned {.}da.
Frøken Borkenheim
Tak; jeg kan godt stå sålænge.
Fru Renton
Ganske som du selv vil. Men løs ialfald
Faksimile

lidt på overtøjet.
Frøken Borkenheim
Ja, her er svært varmt –
Fru Renton
Jeg fryser altid.
Frøken Borkenheim

(knapper tøjet op)
Ja, ˹Gunhild˺ Ella , det er nu snart otte år siden vi sidst
såes.
Fru Renton
Siden vi taltes ved ialfald.
Fr{u}øken Borkenheim
.
Ja ˹Rettere sagt, taltes ved, ja.˺. For du har vel set mig en gang imellem
når jeg måtte herud til forvalteren. Jeg har og-
så af og til set et skimt af dig. I vinduet.
{R}Fru Renton
.
Bag gardinerne. – Men sidste gang vi taltes
ved, – det var her ˹inde˺ i stuen ˹hos mig˺, – ugen før – han slap
ud.
Frøken Borkenheim

<...>
(går lidt fremover gulvet)
Å, rør ikke ved det.
Faksimile
<...>
Fru Renton

(hårdt men dæmpet)
Det var ugen før han – bankdirektøren
kom på fri fod igen.
Frøken Borkenheim
Å ja, ja, ja. Men det er så altfor græsseligt at
tænke på. Bare det at dvæle ved det et øjeblik –
Fru Renton
Nej, jeg begriber ikke, – at jeg fatter ikke at no-
get sådant noget, – noget så forfærdeligt kan o-
vergå en enkelt familje. Og så tænk, vor familje!
Tænk, at det just skulde ramme den.
Frøken Borkenheim
.
Å, Ella, det var nok mange, mange flere end
vor familje, som det slag rammed.
Fru Renton
.
Nå ja; men alle disse her { <...> }andre bryr jeg mig ikke
så meget om. For det var da jo bare nogen penge
som det gik ud over for dem. Men for os –! Skammen,
– skammen! Den store, forfærdelige skam! – Og så
ruineret til og med!
Frøken Borkenheim
.
Faksimile
Sig mig, ˹Gunhild˺ Ella , – hvorledes bærer han det?
Fru Renton
Tror du, jeg spør’ efter det?
Frøken Borkenheim
.
Spør? Du behøver da vel ikke at spørge
Fru Renton
Du tror da vel aldrig at jeg omgåes ham ˹ ˹Kommer sammen med ham˺ Ser noget til ham ˺! Ser
ham! noget til ham! Han, som måtte sidde
der ˹under lås og lukke˺ i sex år! Å, ˹ sådan slig en˺ forfærdelig skam at tænke på!
For os alle! For hele familjen!
Frøken Borkenheim
Du har et hårdt sind, Ella {.}Gunhild.
Fru Renton
.
Imod ham, ja.
Frøken Borkenheim
Han er jo dog din mand.
Fru Renton
Har han ikke sagt for retten at det var mig,
som begyndte med at ruinere ham. At jeg
brugte så altfor mange penge –
Frøken Borkenheim
.
Men er der ikke noget sandt i det?
Faksimile
Fru Renton
.
Men var det ikke ham, som vilde ha’ det
således? Alting skulde være så rent menings-
løst overdådigt –
Frøken Borkenheim
.
Det véd jeg nok. Men just derfor skulde
du ha’ holdt mere igen. Og det gjorde du ikke.
Fru Renton
Vidste da jeg at det ikke var ˹hans˺ vore egne
penge, som han gav mig til at rutte med? Og
som han rutted med selv også. Tifold være
end jeg.
Frøken Borkenheim
Nå, det førte ˹vel˺ jo hans stilling med sig. For
en stor del da.
Fru Renton
Ja, det hed sig altid at vi måtte «repræsente-
re». Og så repræsenterte vi da også rigtig
\Kørte med firspand, som om han var en konge. Folk/
tilgavns! Aldrig med et eneste ord satte han
mig ind i hvorledes hans stilling var. ˹Og hvor
han tog midlerne fra ˺
Frøken Borkenheim
Nej, nej, det aned vi andre heller ikke.
˹ [HIS: Tilføyelsen står nederst på siden.]
bukked og skrabed for ham som for en konge. Kaldte ham ved
fornavn – også som en konge. «J. G», J. G. – Alle vidste de
hvem J. G. var.
˺
Faksimile
Fru Renton
Det fik nu være det samme med de andre.
Men mig havde han pligtet at sige sandhe-
den. Og det gjorde han aldrig. Han {b}løj, –
løj så bundløst for mig. Og så ramled det
da også sammen. Alting, – hele herligheden
tilslut.
Frøken Borkenheim
Ja, alting ramled sammen – for ham – og
for andre.
Fru Renton
Men det siger jeg dig, ˹Ella˺ Gunhild , – jeg gi’r mig
ikke endda. Jeg skal nok vide at skaffe mig
oprejsning. Det kan du forlade dig på!
Frøken Borkenheim
Oprejsning? Hvad mener du med det?
Fru Renton
Oprejsning ˹for ære og for velfærd˺ for hele min forkludrede livsskæb-
ne mener jeg. ˹Jeg har en i baghånden˺ En som s{ <...> }kal tvætte ˹rent˺ af hele alt
det, som som bankdirektøren har tilsmudset –
Frøken Borkenheim
Ella! Ella {!}Gunhild! Gunhild!
Faksimile
4.
Fru Renton
.
Der lever en hævner, du! En, som skal gøre
godt igen alt det, som hans far har forbrudt i-
mod mig.
Frøken Borkenheim
Erhard altså!
Fru Renton
Ja, Erhard, – min herlige . Han gut! Han
skal nok vide at { <...> }oprejse slægten, huset, navnet.
Alt det, som kan oprejses. – Og kanske mere til.
Frøken Borkenheim
Og på hvad måde mener du det skulde ske?
Fru Renton
Det får komme som det kan. Jeg véd ikke
hvorledes det vil komme. Men jeg véd at det vil
og det skal komme engang. Er det ikke det
samme, som du også har gået og tænkt på?
˹Frøken Borkenheim˺ Fru Renton
Nej, det kan jeg ikke egentlig sige.
Fru Renton
Hvorfor tog du dig da af ham. Hvorfor
kosted du ˹alting˺ på ham da vi, – da jeg ikke kunde ˹ [HIS: Tilføyelsen står nederst på siden.]
(mistroisk)
Hvorfor gjorde du egentlig det.
E.
– Jeg syntes
synd i gutten. Han så sygelig ud – Og luften vestpå m<...>
˺
Faksimile

længer. Nå ja, du var jo så heldig, du Ella. Du
fik reddet dit det, som dit var. Men
Frøken Borkenheim
Det gjorde jeg ikke noget skridt for. Jeg vidste
ikke at de papirer, som lå der for min regning,
de var sparet.
Fru Renton
Ja, ja, det skønner jeg mig ikke noget på. Jeg
siger bare at du var heldig. – Men når det ikke
var for familiens skyld, for slægten, for ˹dette˺ navnet,
som klæber både ved Erhard og mig –? Hvor-
for så ofre slig, som du har gjort? Ja, for en hen-
sigt måtte du da ha’ med det.
Frøken Borkenheim
Jeg vilde lette vejen for Erhard til at bli’ et lyk-
keligt menneske her i verden.
Fru Renton
Pyh, – folk i vore kår har nok andet at gøre,
end at tænke på lykke.
Frøken Borkenheim
.
Hvad da – mener du?
Fru Renton
Faksimile
Erhard får først og fremst sé til at han kan
komme til at lyse så højt og så vidt udover
at ikke noget menneske i landet længer ˹skimter˺ ser
den skyggen, som hans far har kastet over os
alle.
Frøken Borkenheim
Sig mig, Gunhild, er det det krav, som Erhard
selv stiller til sit liv?
Fru {Bo}Renton
Ja, det får vi da håbe.
Frøken Borkenheim
Eller er det ikke snarere et krav, som du stil-
ler til ham?
Fru Renton
.
Jeg og Erhard stiller altid de samme krav til
os selv.
Frøken Borkenheim
Så sikker er du altså på din gut, du Gunhild.
Fru Renton
Ja, gud ske lov og tak og tak, det er jeg. Det
kan du forlade dig på!
Frøken Borkenheim
Faksimile
Så synes jeg du i grunden må føle dig lyk-
kelig alligevel. Trods alt det andet.
Fru Renton
Det gør jeg også. For vidt. Men så, – hvert
øjeblik, ser du, – så kommer ˹jo˺ dette her andet
drivende h som et uvejr ind over mig.
Frøken Borkenheim

(med omslag i tonen)
Sig mig –. Lige så godt straks. For det var
egentlig det, jeg vil kom ud til dig for –
Fru Renton
Hvilket?
Frøken Borkenheim
Noget, jeg synes jeg må tale med dig om. –
Sig mig, Erhard Fru er jo nu her ude hos dig.
Fru Renton
Nej, ikke nu. Men jeg venter ham snart.
Frøken Borkenheim
Jo, han må være kommen. For jeg hører
ham gå ovenpå.
Fru Renton
Oppe i storsalen?
Faksimile
5.
Frøken Borkenheim
Ja, jeg har hørt ham gå deroppe lige siden
jeg kom.
Fru Renton
Det er ikke ham, det, Ella.
Frøken Borkenheim
Er det ikke Erhard. Hvem er det d{ <...> }u?
Fru Renton
Bankdirektøren.
Frøken Borkenhem
Renton!
Fru Renton
Slig går han op og ned. Frem og tilbage. Fra
morgen til kvæld. Dag ud og dag ind. ˹Og mangen
gang natten med˺
Frøken Borkenheim
Jeg har hørt noget ymte om sligt –
Fru Renton
Det kan jeg nok tænke mig. ˹Der ymtes vist meget
om os herude˺
Fr{u}øken Borkenheim
˹Ikke. Es breve˺ At han holdt sig for sig selv, deroppe. Og du for
dig her nedenunder.
Fru Renton
Faksimile
Ja, vi har havt det så, vi, Ella. Helt fra de slap
ham ud. Og sendte ham hjem til mig. I alle de
lange otte årene.
Frøken Borkenheim
Jeg havde aldrig tænkt mig at det kunde være
sandt. At det kunde være muligt.
Fru Renton
Det kan aldrig bli’ anderledes.
Frøken Borkenheim
Men det må da være et forfærdeligt liv,
synes jeg.
Fru Renton
Ja, det er mere end forfærdeligt, du. Snart
ikke til at holde ud længer.
Frøken Borkenheim
Det kan jeg så godt forstå.
Fru Renton
At høre hans skridt deroppe. Lige fra den tid-
lige morgen til langt på nat. Og så lydt, som
hernede er hernede.
Fr{u}øken Borkenheim
Ja, det er svært så lydt her er.
Faksimile
Fru Renton
Mangen gang kommer det mig for at jeg
har en syg ulv gående i bur deroppe på salen.
Lige ret over hodet på mig. ˹Hør bare du –˺ Frem og tilbage. ˹Frem og tilbage går ulven˺
Frøken Borkenheim
Kunde det ikke bli’ anderledes, Gunhild?
Fru Renton
Han har aldrig gjort noget skridt til det.
Frøken Borkenheim
Men kunde så ikke du gøre det første skridt?
Fru Renton
Jeg! Efter alt { <...> }det, han har forbrudt imod mig!
Nej, tak! Lad så heller ulven ˹bli ved˺ tasse omkring
deroppe.
Frøken Borkenheim
Her blir mig for varmt. Jeg må nok få lov
til at ta’ tøjet af alligevel.
Fru Renton
Ja, jeg ˹spurte˺ sa’ dig det jo.
(Frøken Borkenheim lægger kåbe og hat fra
sig på en stol ved indgangsdøren)
Frøken Borkenheim
Faksimile
˹Og˺ Kommer aldrig nogen af hans gamle ven-
ner ˹derop˺ herud og ser til ham?
Fru Renton
Han har ingen gamle venner.
Frøken Borkenheim
Han havde dog så mange. Engang.
Fru Renton
.
Hm. Dem sørged han jo så pænt for at skaf-
fe sig af med. Han blev sine venner en dyr ven,
han, bankdirektøren, du Ella.
Frøken Borkenheim
Å ja, det kan du jo nok ha’ ret i.
Fru Renton
hæftig
Forresten må jeg sige at det er lumpent, lavt,
usselt, småligt at lægge så svær vægt på den
smule tab, de kan for ha’ lidt ved ham. Penge-
tab var det jo bare. Ikke andet.
Frøken Borkenheim
\
(uden at svare) /
Og så lever han altså deroppe så ganske ale-
ne. Så rent for sig selv.
Fru Renton
.
Ja, han gør vel det. Jeg hører rigtignok sige
Faksimile

6.

at der kommer en gammel provisor på apote-
ket op til ham en gang imellem.
Frøken Borkenheim
Å {j}så; det er visst en som heder Foldal. Jeg
ved at Renton og han var ungdomsbekendte.
Fru Renton
Ja, de var nok det. Jeg kender ˹forresten˺ ikke noget til
ham; for han kom aldrig med i vor selskab{e}s ˹kreds.˺ lighed.
Frøken Borkenheim
Men nu kommer han altså til Renton.
Fru Renton
.
Ja, han er ikke kræsnere end som så. Forresten
kommer han nu bare i mørkningen.
Frøken Borkenheim
Han var også en af dem som led tab dengang.
Fru Renton
Ja, jeg synes jeg kan huske at han misted nogen
penge, han også. Men det var visst så rent ubety-
deligt.
Frøken Borkenheim
Det var alt det, han ejed.
Fru Renton
Faksimile
Nå, men herregud, – det, han ejed, det var da
visst virkelig så forsvindende lidet ˹du˺. Ikke no-
genting at snakke o{p}m.
Frøken Borkenheim
Der blev heller ikke snakket om det – under pro-
cessen.
Fru Renton
Og forresten så har da ˹rigtignok˺ visst Erhard gi’t fuld er-
statning for den ubetydelighed –
Fr{u}ø˹ken˺ Bo Borkenheim
Har Erhard? Hvorledes har Erhard kun-
net det?
Fru Renton
Han har taget sig af Foldals yngste datter og
og læst med hende, så hun kanske kan bli’ til
noget og sørge for sig selv engang. Se, det er visst
meget mere end fa’ren kunde ha’ gjort for hende.
Frøken Borkenheim
Ja, han sidder nok med en stor barneflok.
Fru Renton
.
Og så har Erhard maget det så at hun får lære
musik. Hun er nu alt ble’t så flink at hun kan
Faksimile

komme op til ham deroppe og spille for ham om
kvældene. Det har også Erhard fåt istand.
˹ [HIS: Tilføyelsen står øverst på siden. Vår plassering følger førstetrykket.]
Så han holder da af musik fremdeles
Å ja, han har jo det pianoet som du lod sætte op til ham
da han skulde komme ud.
˺
Frøken Borkenheim
Kan hun da gå den lange vejen? Inde fra
byen? Og helt her ud?
Fru Renton
Nej, Erhard har ordnet det så at hun får være
hos en dame, som boer her i nærheden. Det er
en fru Vilborg{.}– En, som
Frøken Borkenheim

Fru Vilbo
(levende)
Fru Vilborg!
Fru Renton
En dame, som du ikke kender.
Frøken Borkenheim
Jeg har hørt navnet –. Bo’r hun altså her
ude nu?
Fru Renton
Jeg hun ˹har lejet en villa her˺ er flyttet her ud fra byen for en tid si-
den.
Frøken Borkenheim
De siger, folk, at hun var skilt fra sin mand.
Faksimile
Fru Renton
Manden er død for flere år siden.
Frøken Borkenheim
Ja, men de blev skilt –. Han lod sig skille –
Fru Renton
Skylden var visst ikke hendes.
Frøken Borkenheim
Kender du noget nærmere til hende?
Fru Renton
Å ja såmænd. Hun bor jo ˹her˺ lige i nærheden.
Og så ser hun ind til mig en gang imellem.
Frøken Borkenheim
Synes du godt om hende, Gunhild?
Fru Renton
Hun er så ualmindelig forstående. Så mærk-
værdig klar i sin dom.
Frøken Borkenheim
I sin dom om mennesker, mener du?
Fru Renton
Ja, mest om mennesker. Erhard har hun nu
formelig studeret ˹Sådan rigtig tilbunds.˺. Og derfor så forguder hun
ham da også – naturligvis ˹som rimeligt er˺
Faksimile
7.
Frøken Borkenheim
Nå, så hun kender Erhard også?
Fru Renton
Ja, Erhard ˹traf˺ har truffet hende inde i byen. Før
hun flytte{ <...> }d her ud.
Frøken Borkenheim

(lidt lurende)
Og derefter var det at fru Vilborg flytted her
ud?
Fru Renton
Ja. (studser og ser hvasst på hende) Derefter?
Hvad mener du med det?
Frøken Borkenheim

(undvigende)
Nå, herregud, – mener –?
Fru Renton
Du sa’ det på en så underlig måde. Det var no-
get du mente med det, Ella!
Frøken Borkenheim

(fast.)
Ja, det var det også. Der var virkelig noget, jeg
mente mi{g}d det.
Faksimile
Fru Renton
Nå, så sig det da! Lige ud!
Frøken Borkenheim
.
Først vil jeg sige dig det, at jeg synes jeg også
har ligesom en slags ret til Erhard. Eller finder
du kanske ikke det?
Fru Renton
Bevar’s vel. Efter de summer du har kostet
på ham, så –
Frøken Borkenheim
˹Å˺ Sletikke derfor, du Gunhild! Men fordi jeg
holder af ham –
Fru Renton

(smiler hånligt)
Af min søn? Kan du det? ˹Holde af min søn? Du,
Trods alt.˺
Frøken Borkenheim
Ja, jeg kan det. ˹Trods alt˺ Og jeg gør det. Jeg holder af
Erhard. Så meget som jeg overhodet kan hol-
de af et menneske – nu for tiden. I min alder.
Fru Renton
Nå, ja, ja, lad så være, men –
Frøken Borkenheim
Faksimile
Og derfor, ser du, så blir jeg bekymret så
snart jeg mærker noget, som jeg synes truer
ham.
Fru Renton
Truer Erhard! Ja, men hvad truer ham? El-
ler hvem truer ham da!
Frøken Borkenheim
Det gør nok denne fru Vilborg, – er jeg ræd
for.
Fru Renton

(ser en stund målløs på hende)
Og sligt noget kan du tro om Erhard! Om min ege{t}n
gut! Han, som har den store mis{sj}jon at fuld-
byrde!
Frøken Borkenheim
Å hvad, misjon –
Fru Renton
Og det siger du så hånligt –!
Frøken Borkenheim
Tror du at en ung mand, sådan ˹bare˺ lidt oppe i
tyveårene, sund og frisk, – tror du at han går hen
og offrer sig for sligt noget som en «misjon».
Faksimile
Fru Renton
Erhard gør det. Det ved jeg så visst.
Frøken Borkenheim
Du hverken ved det eller du tror det{.} ˹, Gunhild!˺
Fru Renton
.
Jeg –!
Frøken Borkenheim
Det er bare noget, som du går og drømmer om.
For havde du ikke det at klynge dig fast til
så synes du vel at du måtte rent fortvil{t}e,
Fru Renton
Ja, da måtte jeg rigtignok fortvile. Og det er kan-
ske det, du helst så.
Frøken Borkenheim
Ja, jeg så det helst, ifald du ikke kan fri dig på an-
den måde end at det skal gå ud over Erhard.
Fru Renton
Du vil træde imellem os! Mellem mor og søn
Frøken Borkenheim
Jeg vil fri ham ud af din magt.
Fru Renton
.
Det kan du ikke mere. Du havde ham i din
Faksimile

8.

vold lige til hans attende år. Men nu har jeg
vundet ham igen, ser du.
Frøken Borkenheim
Så vil jeg vinde ham igen fra dig. <...> Vi to, vi har
kæmpet på liv og død om et menneske før, vi Gun-
hild.
Fru Borkman
\
(ser hoverende på hende) /
N Ja og jeg vandt sejr.
Frøken Rentheim
˹ (hånsmil{ <...> }er) ˺
˹Synes du endnu at˺ Blev den sejr til vinding for dig?
Fru Borkman
Nej, det har du så blodig ret i.
Frøken Rentheim
Det blir ingen vinding for dig denne gang heller.
Fru Borkman
Ingen vinding det at ˹beholde˺ vinde magten ˹en mors magt˺ over Erhard igen
Frøken Rentheim
Nej, for det er bare magten over ham, du vil ha’ –
Fru Borkman
Og du da!
Frøken Rentheim
Jeg vil ha’ hans ˹kærlige˺ sind, hans sjæl hans hele hjerte –
Faksimile
Fru Borkman
Det får du aldrig mere i denne verden –
Frøken Rentheim
Har du kanske sørget for det?
Fru Borkman
Ja, det har d<...> jeg rigtignok. Har du ikke kunnet
læse det ud af hans breve?
Frøken Rentheim

(nikker langsomt)
Jo, hele du var i hans breve tilslut.
Fru Borkman
Jeg har nyttet disse otte år da jeg har havt ham
under øjne.
Frøken Renthein
Hvad har du sagt Erhard om mig. S{ <...> }ynes du det
går an for dig at sige det fortælle mig det?
Fru Borkman
Ja, det går så godt an.
Frøken Rentheim
Så gør det da.
Fru Borkman
Jeg har bare sagt ham det, det som sandt er?
Faksimile
Frøken Rentheim
Nå?
Fr{øken}u Borkman
Jeg har stadig indpræntet ham at han ˹idelig og altid˺ stadig
huske på at det er dig, vi må takke for at vi kan
leve såpass, om vi gør. At vi overhodet kan leve.
Frøken Rentheim
Ikke andet end det!
Fru Borkman
Å, sligt noget bider, du. Det føler jeg på mig selv.
Frøken Rentheim
Men det er jo omtrent bare det, som Erhard vidste
i forvejen.
Fru Borkman
Da han kom hjem igen til mig bildte han sig ind
at h du gjorde altsammen af et godt hjerte. (ser
triumferende på hende)
Nu tror han ikke det læn-
ger, Ella.
Frøken Rentheim
Hvad tror han da nu?
Fr{øken}u Borkman
Han tror det, som sandt er. Jeg har spurgt ham
Faksimile

hvorfor mon din tante aldrig kommer til os.
Frøken Rentheim
Det ved han
Fru Borkman
.
Han ved det bedre nu. Du havde bildt ham ind
at det var afhensynsfuldhed imod os. Imod mig og
imod <...> han der op ovenpå i salen.
Frøken Rentheim
Det var det også.
Fru Borkman
Det tror ikke Erhard en smule på nu længer.
Frøken Rentheim
Hvad har du da nu fåt ham til at tro om mig?
Fru Borkman
Han tror som sandt er at du skammer dig
over os, – foragter os. Eller gør du kanske ikke
det? Har du ikke ˹engang˺ pønset på at få adoptere ham.
˹ [HIS: Tilføyelsen står mellom linjene]
revet ham helt
løs fra mig. Tænk dig om – Du husker det visst.˺
Få ham til at skifte navn. Kalde sig Rentheim.
Erhard Rentheim.
Frøken Rentheim
Det var i skandalens værste { <...> }tid. Da sagen
stod for retten.
Faksimile
9.
Fru Borkman
Ja, da vilde du at jeg skulde miste min gut også.
Ligesom jeg misted alt – alt andet. Jeg skulde bare
sidde igen med det vanærede navn. Jeg alene. For
mig var det godt nok at hede Borkman.
Frøken Rentheim
Jeg nærer ikke de tanker længer nu.
Fru Borkman
Det vilde ikke nytte dig noget heller. For hvad
blev der så ellers af hans mision! Å nej tak, du.
˹Det er mig˺ Erhard behøver ˹ikke dig˺ ikke længer nu. Og derfor er
han som død for dig. Og du for ham. Det <...>
Frøken Rentheim

(i udbrud)
Siger du det, Gunhild!
Fru Borkman
Det har han lovet mig. Det har han svoret mig til.
Nu ved du det.
Frøken Rentheim

(fast, besluttet.)
Vi skal se. For nu blir jeg her ude.
Fru Borkman
.
Faksimile
Her på gården?
Frøken Rentheim
Ja, her.
Fru Borkman
Hele natten over? Her ude hos os?
Frøken Rentheim
Her ude blir jeg hele rejsten af mine dage. \
om så skal være/
Fru Borkman
Ja, ja, Ella, – gården er jo din. Al
Frøken Rentheim
Å hvad –
Fru Borkman
Alt sammen er jo dit. Den stol jeg sidder på er
din. Den seng, jeg ˹ligger og˺ vælter <...> mig søvnløs i, den tilhører
dig. Den mad vi spiser, den får vi gennem dig.
Frøken Rentheim
.
Kan ikke ordnes på anden vis, det. Bork{ <...> }man
kan ikke ha’ egen ejendom. For der vilde strak kom-
me kreditorer og ta’ det fra ham.
Fru Borkman
.
Jeg ved det nok. Vi får finde os i at leve på din
nåde og barmhjertighed.
Faksimile
Frøken Rentheim
Jeg kan ikke hindre dig i at sé det fra den side,
Gunhild.
Fru Bork{hei}man
Nej, det kan du ikke. Når vil du, vi skal flytte
ud?
Frøken Rentheim
Flytte ud?
Fru Bork{h}man
Ja, du bilder dig aldrig ind at jeg vil bli’ boende
her under tag med dig. Nej, så heller i fattighuset
eller ud på landevejen.
Frøken Rentheim
N Godt. Så giv mig Erhard med –
Fru Borkman
Erhard! Min egen søn! Mit barn!
Frøken Rentheim
Ja, ˹for˺ og så rejser jeg straks{.} ˹ hjem igen til m<...>
Fru Borkman
Erhard skal selv væl{d}ge –
Frøken Rentheim
Vælge? Han? Tør du det?
Faksimile
Fru Borkman
Om jeg tør! La’ min gut vælge mellem sin mor
og dig! Ja, det tør jeg rigtignok.
Frøken Rentheim

(lytter)
Kommer der nogen? Jeg synes jeg hører –
Fru Borkman

(ligegyldig)
Å, det er bare fru Wilton.
(Det banker raskt på forstuedøren, som derpå uden
videre blir åbnet. Fru Wilton kommer ind i overtøj.
Bag hende tjenestepigen, som ikke har fået tid til
at melde. Døren blir stående halvt åben. Fru Wilton
er en smuk fyldig dame i tretiårene. Spillende øjne.
Brede, røde, smilende læber. Rigt mørkt hår.)
Fru Wilton
God aften, kære fru Borkman –!
Fru Borkman
God aften, frue. (til pigen) Tag lampen ud og tænd
den.
(Pigen går ud med lampen)
Fru Wilton
Faksimile

10.

(ser frøken Rentheim)
Å, om forladelse, – her er fremmede –
Fru Borkman
Bare min søster, som er kommen rejsende –
Erhard Borkman

(med et spring ind gennem entrédøren. Hans an-
sigt lyser)
Tante, tante! Nej, er det muligt! Er du her!
Fru Borkman

(skarpt)
Hvad skal det sige, Erhard? Står du og gemmer
dig i Forstuen!
Fru Wilton
Kandidaten kom sammen med mig.
Fru Borkman
Ja så, Erhard. Du kommer ikke først til din mor?
Erhard
Jeg måtte bare indom til fru Wilto{m}n et øjeblik –
for at hente den lille Frida –
Fru Borkman
Er Frøken Foldal også med?
Fru Wilton
Faksimile
Ja, vi har hende stående udenfor.
Erhard

(taler ud gennem døren)
Gå De bare ovenpå, Frida.
(Ophold. Frøken Rentheim iagtta{ <...> }ger Erhard.
Han synes generet og noget utålmodig. Hans an-
sigt antager et spændt og koldere udtryk{)} ˹Pigen bringer
lampen ind)˺
Fru Borkman

(med tvungen høflighed)
Ja, fru Wilton, – hvis De altså vil slå Dem ned her
iaften – så –
Fru Wilton
Nej tusend tak, frue. Det tænker jeg sletikke på.
Vi har en anden indbydelse. Vi skal ned til advokat
Hinkels –
Fru Borkman
Vi? Hvilke vi, mener De?
Fru Wilton
Nå, egentlig mener jeg da bare mig selv. Men jeg
fik i opdrag at ta’ kandidat Borkman med –
hvis jeg tilfældigvis skulde få øje på ham.
Fru Borkman
Faksimile
Nå, og det fik De da.
Fru Wilton
Ja heldigvis. Siden han var så elskværdig at
se indom til mig –
Fru Borkman
Du Erhard, jeg vidste ellers ikke at du kendte
den familie; – disse Hinkels –
Erhard
Nej, egentlig kender jeg Dem dem ikke heller. Du
véd jo godt hvad folk jeg kender og ikke kender.
Fru Wilton
Å i{ <...> } det hus blir man snart kendt. Glad, lystige
gæstfri folk! Fuldt op af unge damer.
Fru Borkman
Nå, kender jeg min gut ret, så er ikke det egent-
lig noget selskab for ham, fru Wilton.
Fru Wilton
Men herregud, han er da ung, han også.
Fru Borkman
Ja, lykkeligvis er han ung. Det vilde ikke være
godt andet.
Erhard
Faksimile

(dulgt utålmodig)
Ja, ja, ja, mor, det er jo en selvfølge at jeg ikke
går der hen iaften. Jeg blir naturligvis her hos
dig og tante.
Fru Borkman
Å det vidste jeg nok, du min kære gut.
{ <...> }Frøken Rentheim
Nej, Erhard, for min skyld må du endelig ikke
la’ dig afholde –
Erhard
Jo visst da, kære tante; der kan ikke være
tale om andet. (til fru Wilton) Men går det egent-
lig an? De har jo svaret ja – på mine vegne.
Fr{ø}u Wilton
Hvad snak. Når jeg nu kommer derned ˹i de lyse festlige saloner˺, – en-
som og forladt, tænk! så svarer jeg nej, – på
Deres { <...> }vegne.
Erhard
˹ langtrukket ˺
Ja, når altså –
Fru Wilton
˹ let og fejende ˺
Jeg har så mangen god gang svaret både ja og
nej – på egne vegne. Og skulde De gå fra Deres
Faksimile

11.

tante, nu da hun lige netop er kommen. Fy,
˹vilde det være˺ er det sønligt, ˹handlet af Dem,˺ plejesønligt da, Fru Borkman.
Fru Borkman
Ja, det får De ˹nok˺ da føje til.
Fru Wilton
Nå jeg tr synes man har mere at takke en god
plejemor for end ens egen mor.
Fru Borkman
Har De selv erfaret det?
Fru Wilton
Å gud bedre det, – min mor har jeg kendt så lidet
til. Men havde jeg havt en så god plejemor, jeg
også – så var jeg kanske ikke ble’t så – så uskik-
kelig, som folk siger at jeg er. Ja, så blir man
altså pænt hjemme, herr kandidat. Farvel, far-
vel, frue – Farvel
Er{ <...> }hard
Skal jeg ikke følge Dem et lidet stykke –?
Fru Wilton
˹ (i døren) ˺
Ikke et skridt skal De følge mig. Jeg er så vel
vant til at gå min vej alene. (stikker hodet ind
gennem døråbning)
Men tag Dem i vare, kandidat
Faksimile

Borkman; – det siger jeg Dem.
Erhard
Hvorfor skal jeg ta’ D mig i vare?
Fru Wilton

(lystig)
Jo, for når jeg går nedover vejen, – ensom og
forladt, som sagt, – så vil jeg prøve om jeg kan
hypnotisere Dem.
Erh{ <...> }ard

(ler)
Å sådan! Vil De nu prøve det igen?
Fru Wilton
. (halvt alvorlig)
Ja, pass Dem nu. Når jeg nu går nedover så
vil jeg sige – rigtig ud af min inderste vilje
vil jeg sige: Kandidat, tag straks Deres hat
Fru Borkman
Og så tar han den, tror De?
Fru Wilton

(leende)
Ja bevars vel; så t griber han straks hatten.
Og så vil jeg sige: træk så pænt yderfrakken
på Dem. Og kaloscherne. Glem endelig ikke
Faksimile

kaloscherne. Og følg mig så efter. Lydig, lydig,
lydig!
Erhard

(muntert)
Ja, det kan De stole på.
Fru Wilton
.
Lydig! Lydig! Godnat, godnat!
(hun nikker til damerne og lukker døren)
Fru Borkman
Driver hun virkelig den slags kunster?
Erhard
Å langt ifra. ˹Hvor kan du da tro det˺ Det er bare sådan for spas. Men
lad os ikke snakke om fru Wilton nu. Nej, men
at du har gjort den lange rejse, tante. Og det nu
ved vintertid?
Frøken Rentheim
Det blev nødvendigt for mig nu tilslut, Erhard.
Erhard
Så?
Frøken Rentheim
Jeg måtte her ind og tale med lægerne en gang.
Erhard
Faksimile
Nå det var da godt –
Frøken Rentheim

(smiler)
Synes du det er så godt?
E{ <...> }rhard
At du endelig beslutted dig, mener jeg.
Fru Bork{ <...> }man
(koldt)
Er du syg, Ella?
Frøken Rentheim

(ser hårdt på hende)
Det véd du da vel, at jeg er syg.
Fru Borkman
Nå ja sådan syg, som du har været i mange
år –
Erhard
Den tid jeg var hos dig, s{å}a’ jeg dig så tidt at du
skulde tale med doktoren.
Frøken Rentheim
Å, der borte på mine kanter er der ingen,
som jeg har rigtig tro til. Og desuden føltes det jo
ikke så slemt dengang.
Erhard
Faksimile
12.
Er det da værre med dig nu, tante?
Frøken Rentheim
Å ja, min gut; nu er det ble’t noget værre med
mig.
Erhard
Ja, men ikke farligt vel?
Frøken Rentheim
Å det er nu som en tar det.
Erhard
Ja men véd du hvad, – så må du ikke rejse
hjem igen så snart.
Frøken Rentheim
Nej, det gør jeg nok heller ikke.
Erhard
Du må bli her i byen. For her har du jo alle de
bedste læger at vælge imellem.
Frøken Rentheim
Ja, det var så min tanke da jeg rejste hjemmefra
Erhard
Og så må du sé at finde dig et rigtig godt hotel, –
et sådant et lunt stille pensionat –
Frøken Rentheim
Faksimile
Jeg tog ind i det gamle, hvor jeg før har boet.
Erhard
Nå ja, der får du det jo godt.
Frøken Rentheim
Ja men jeg kommer ikke til at bli’ der alligevel.
Erhard
Så? Hvorfor ikke det da?
Frøken Rentheim
Nej, jeg bestemte mig om da jeg kom her ud.
Erhard
Så –?
Fru Borkman
Din tante vil bo her på sin gård, Erhard.
Erhard

({ <...> }opklarende)
Her{ <...> }! Hos os! Hos os andre! Er det sandt, tante!
Frøken Rentheim
Ja, jeg har bestemt mig til det nu.
Fr{ø}u Bork{heim}man
Det hører jo altsammen din tante til, ved du.
Frøken Rentheim
Og så blir jeg her ude. For det første. Indtil videre.
Faksimile

Jeg indretter mig for mig selv. Der over i forvalter-
fløjen.
Erhard
Ja, det er sandt˹har du ret i˺. Der har du jo dine værelser
stående. – Men det er sandt, tante, – er du ikke
svært træt efter rejsen?
Frøken Rentheim
Å, noget træt er jeg jo.
Erhard
Nå, så synes jeg du skulde gå ˹rigtig˺ tidlig til-
sengs da
Frøken Rentheim
Det vil jeg også
Erhard
For så kunde ˹ jo ˺ vi ˹ to ˺ jo snakke nærmere sam-
men ˹imorgen˺. Om alt muligt. Løst og fast. Du og mor
og jeg. Så skulde jeg komme herud ganske
tidlig.
Fru Borkman

(i udbrud)
Jeg kan sé på dig at du vil gå˹!˺ nu.
Erhard
˹ [HIS: Tilføyelsen står nederst på siden.]
farer sammen
Hvad mener du med det!
˺
Faksimile
˹ [HIS: Tilføyelsen står øverst på siden.]
Du vil ned til Hinkels –
(uvilkårlig) Å så. (fatter sig)
˺
Ja, synes du da jeg skulde sidde her og holde
tante oppe? Hun som er syg, mor{,}. – Tænk på
det.
Fru Borkman
Du vil ned til Hinkels, Erhard!
Erhard
Ja, men herregud, – jeg synes ikke jeg godt
kan la’ det være. Eller hvad siger du, tante.
Frøken Rentheim
Du skal helst handle i frihed, Erhard.
Fru Borkman

(truende mod søsteren)
Du vil skille ham fra mig!
Frøken Rentheim
˹ rejser sig ˺
Ja, hvis jeg så sandt kunde det, Gunhild!
\
(Musik, violin og piano høres oppe fra salen)
/
Erhard

( (vrider sig i pine)
˹ [HIS: Tilføyelsen står i høyre marg mellom replikkene.]
Kender du den mu-
siken deroppe på salen.
Nej, hvad er det.
Dance macabre er det."> [HIS: Det er ikke funnet noen tekst å lenke til dette referansetegnet.]
˺
Erhard
.
Å, jeg holder ikke dette her ud. (griber sin hat)
Mor, j<...> lad mig få gå!
˹ [HIS: Tilføyelsen står i høyre marg mellom replikkene.]
Dødningdansen. Og dernede
er der Kender du Dødningdansen
Endnu ikke.
˺
Fru Borkman
Fra din mor! Vil du altså det?
E˹r˺hard
.
Faksimile
13.
Jeg kommer jo herud igen imorgen.
Fru Borkman
Du vil fra mig! Vil være hos de fremmede men-
nesker. Hos – hos –; nej, jeg vil ikke tænke det –
Erhard
Der nede er der mange lys. Og unge, glade an-
sigter. Og der er der musik, mor!
Fru Borkman

(peger opad mod taget)
Der oppe er der også musik, Erhard.
Erhard
Ja, just den musik˹en˺ ˹her – den er det som jager mig af huset˺ holder jeg ikke ud at høre
på.
Frøken Rentheim
Under du ikke din far den smule selvforglem-
melse?
Erhard
.
Jo, jeg gør, tante. Tusendfold under jeg ham
det. Når jeg bare får slippe at høre på det selv.
Fru Borkman
Vær stærk, Erhard! Stærk, min gut. Glem aldrig
at du har den store misjon.
Faksimile
Erhard
Å mor, – kom ikke med den snak! Jeg er ikke
skabt til at være missionær! Godnat, kære
tante! Godnat, mor!
(Han går ilsomt ud gennem forstuen)
Fru Borkman
Du har nok taget ham igen, Ella.
Frøken Rentheim
Gid jeg så sandt turde tro det.
Fru Borkman
Men du får nok ikke længe beholde ham ˹skal du se˺.
Frøken Rentheim
For dig, mener du?
Fr{øken}u Borkman
For mig eller – for hende, den anden.
Frøken Rentheim
Så heller hun end du.
Fru Borkman

(nikker langsomt)
Det forstår jeg. Jeg siger det samme. Heller
hun end du.
Frøken Rentheim
Faksimile
Hvor det så end skulde bære hen med ham
tilslut –
Fru Borkman
Det fik næsten være det sam det samme, synes
jeg.
Frøken Rentheim
For første gang ˹i livet˺ er vi to ˹tvillingsøstre˺ enige. God nat, Gun-
hild.
(Hun tager sit overtøj på armen og går
ud gennem forstuen)
(Musik{k}en lyder stærkere oppe fra salen)
Fru Borkman

(˹står en stund stille˺ farer sammen, krymper sig og hvisker uvilkårligt.)
Ulven tuder nu ˹igen˺. – Den syge ulven. (hun står et
øjeblik, så kaster hun sig ned på gulvtæppet, vrider
og vånder sig og hvisker i jammer)
Erhard{,}! Er-
hard{!}, – vær tro imod mig! Å, kom hjem og hjælp
din mor! For jeg bærer ikke dette liv længere!

[Forfatternote: 24.7.96.] [Forfatternote: 15.9.96.]
Faksimile
[Forfatternote: 25.7.96.] [Forfatternote: 16.9.96.]
Anden akt.
(Den store fordums pragtsal ovenpå i det
Borkmanske hus. Væggene ere beklædte med
˹vævede˺ falmede tapeter, forestillende jagtscener, guder,
gu hyrder og hyrdinder, alt i falmede, afblegede
falmede farver. På væggen til venstre en fløj-
dør og nærmere i forgrunden et piano. I hjørnet
til venstre på bagvæggen en tapetdør uden ind-
fatning. Midt på væggen til højre en pult med bø-
ger og papirer. Længere foran på samme side
en sofa med bord og stole. Møblerne er holdt i
stiv empirestil. Under taget hænger en tændt ly-
sekrone)
(Jens Borkman står ved pianoet foran en
nodestol og spiller violin. Frida Foldal sidder
ved instrumentet og akkompagnerer ham)
(Borkman er en middelhøj slank mand {i} op-
pe i sekstiårene. Fornemt udseende. Fint skå-
ret profil. Hvidt hår og <...> glat barberet. Han
Faksimile

14.

er selskabsklædt i sort kjole og med hvidt hals-
tørklæde) Frida Foldal er en syttenårig, smuk
bleg pige med et noget træt, anstrængt udtryk.
Tarvelig, mørk klædning.)
(Der spilles de sidste takter af et stykke af
Beethoven)
Borkman

(sænker violinen og blir stående ved node-
pulten)
Det gik jo nokså passabet iaften. De begyn-
der at komme Dem, frøken Foldal.
Frida
Å, jeg har desvære så liden øvelse endnu. Så
altfor liden færdighed.
Borkman
De har den musikalske ild i Dem. Og dette
med ild i sindet, – det er det afgørende. I alle for-
hold det afgørende. (blader i nodebogen) Lad mig
se –. Hvad skal vi nu vælge for et nummer –
˹Ved De hvor jeg første gang hørte de toner˺
Frida
O
(ser på sit ur)
Om forladelse, herr Borkman, – men jeg må
Faksimile

nok desværre gå –
Borkman
Vil De alt gå nu?
Frida
(rejser sig)
Ja, jeg må <...> nok det. For jeg er bestilt hen et
steds iaften.
Borkman
Skal De spille til dans der?
Frida
Ja. De vil danse efter aftensbordet.
Borkman

(lægger violin og bue på pianoet)
Spiller De gerne sådan til dans, – sådan i
private kredse?
Frida
Ja, når jeg kan få en bestilling, så –. Der er jo
altid lidt at fortjene ved det.
Borkman
Er det det, De mest tænker på mens De sidder
og spiller?
Frida
Nej, mest tænker jeg på, hvor tungt det er at jeg
Faksimile

ikke får være med at danse.
Borkman

(lidt hen over gulvet)
Ja, det, ikke at få være med, det er det tungeste.
(standser) Men så er der en ting, som vejer { <...> }det op
for Dem.
Frida

(tager overtøjet på)
Hvad er De det for noget, herr Borkman?
Borkman
Det er det, at De ejer tifold mere musik i Dem
end hele danseselskabet tilsammen.
Frida
Å, det er nu sletikke så sikkert.
Borkman
Vær da ikke så gal at tvile på Dem selv!
Frida
Men, herregud, når nu ingen véd det?
Borkman
Bare De selv ved et, så er det nok. – Hvor er
det, De skal spille iaften?
Frida
Faksimile
Det er hos advokat Hinkels.
Borkman

(ser skarpt på hende)
Hinkels, siger De!
Frida
Ja.
Borkman
Kommer der fremmede i den mands hus? Kan
han få folk til at besøge sig?
Frida
Ja, de lever visst meget selskabeligt.
Borkman
Men hvad slags mennesker er det?
Frida
Nej, det véd jeg virkelig ikke. Men jeg véd at kan-
didaten skal der iaften.
Borkman
Erhard? Min søn?
Frida
Ja.
Borkman
Hvoraf véd De det?
Faksimile
15.
Frida
Han sa’ det selv. For en times tid siden.
Borkman
Er han da her ude idag?
Frida
Ja, han er det.
Borkman
˹ forskende ˺
Ved De om han var indom her? Om han var inde
nedenunder, mener jeg.
Frida
Ja, han så ˹lidt˺ indom til fruen. Men jeg tror der var
en fremmed dame hos hende.
Borkman
Så? Var der det? Å ja, til fruen kommer der vel
sagtens nogen en gang imellem.
Frida
Skal jeg sige til kandidaten, na hvis jeg træffer
ham siden, at han skal komme op til Dem også?
Borkman

(hårdt) ˹barskt˺
De skal ingenting sige. De folk, som ønsker at sé op
til mig, de kan komme af sig selv. Jeg be’r ingen.
Faksimile
Frida
Nej, nej, så skal jeg ingenting si’ da. God nat,
herr Borkman.
Borkman

(brummer)
Godnat!
Frida
Ja, jeg får kanske ˹lov til at˺ løbe ned vindeltrappen? Det
er fortere.
Borkman
Å bevars, – løb De for mig hvad trappe De selv
vil. Godnat med Dem!
Frida
Godnat, herr Borkman.
(Hun går ud gennem den lille tapetdør i bag-
grunden til venstre)
(Borkmann går i tanker hen til pianoet, vil åb-
ne det men lader det være. Ser sig om i al tomheden
og gi’r sig til at drive op og ned af gulvet fra hjørnet
ved pianoet til hjørnet i baggrunden til højre. Bestan-
dig frem og tilbage. Tilsidst går han hen til pulten,
lytter over mod fløjdøren, tager hurtig et håndspejl
Faksimile

ser sig i det og retter på si{n}t halstørklæde)
(Det banker på fløjdøren, Borkman hører det,
ser hurtig derhe{m}n men tier)
(Om lidt banker det igen; dennegang stærkere)
Borkman

(stående ved sofabordet med den venstre hånd støt-
tet til bordpladen, den højre indstukket på brystet)
Kom ind!
(Vilhelm Foldal kommer varsomt ind i salen. Han
er en bøjet, udslidt mand med livlige øjne ˹under store briller˺ og tyndt
langt gråt hår nedover frakkekraven. En mappe
under armen. Blød filthat i hånden og store horn-
briller skudt op i panden.)
Borkman

(forandrer stilling og ser på den indtrædende med
et halvt skuffet, halvt tilfreds udtryk)
Å, er det bare dig.
Vilhelm Foldal
.
En god aften, Jens Jørgen. Jo det er såmænd mig.
Borkman
Jeg synes forresten du er lovlig sent ude.
Foldal
Faksimile
Nå, vejen er ikke så kort du. For den, som går
den tilfods.
Borkman
Men hvorfor går du da altid, Vilhelm? ˹Du har
jo sporvejen lige ved˺
Foldal
Det er sundt, det at gå. Og så er jo de ti øre spart.
Har Frida nylig været her.
Borkman
Hun gik lige i dette øjeblik. Mødte du hende ikke?
Foldal
Nej. Jeg har ikke set noget til hende på lange
tider. Lige siden hun kom i huset til denne fru
Wilton.
Borkman

(sætter sig i sofaen)
Du kan gerne sætte dig, Vilhelm.
Foldal

(sætter sig på en stol)
Tak, tak. Å du kan ikke tro hvor ensom jeg føler
mig siden Frida kom hjemmefra.
Borkman
Å hvad. Du har da nok igen.
Faksimile
16.
Foldal
Ja, det ved gud jeg har. Hele syv stykker. Men
Frida var den eneste, som sådan forstod mig en smu-
le. Alle de andre forstår mig slet ikke.
Borkman
Ja, det er sagen. Det er forbandelsen, som vi
enkelte – vi udvalgte mennesker har at bære på.
Massen og mængden, – alle de gennemsnitlige –
de forstår os ikke. Vilhelm
Foldal
Det fik endda være med forståelsen, – med lidt
tålmodighed kan man jo gå og vente på den en
stund endnu. Men der er det som er bittrere, du.
Borkman
Der er ingenting bittrere, Vilhelm.
Foldal
Jo, der er. Jeg havde nu netop en huslig scene. –
De derhjemme – de foragter mig.
Borkman
Foragter –!
Foldal
Ja, jeg har længe mærket det.
Faksimile
Borkman
Du gjorde visst et dårligt valg da du gifted dig.
Foldal
Der var jo omtrent intet valg. Gifte sig vil man
jo gerne – når en begynder at trække på årene. Og
jeg var jo da så reduceret, så dybt på knæerne –
Borkman

(reiser sig vred)
Skal dette være en sigtelse til mig? En bebrejdelse –
Foldal
.
Nej
(ængstelig)
Nej, for guds skyld, Jens Jørgen –!
Borkman
Jo, du sidder og tænker på al den ulykke som
brød ind over banken –
Foldal

(beroligende)
Men jeg gir da ikke dig skylden for det! ˹Gud
bevare mig vel.˺
Borkman

(brummende, sætter sig igen)
Nå, det var da endda godt.
Foldal
Faksimile
For resten må du ikke tro det er min hus-
tru, som er slem. Hun har jo liden dannelse, det er
sandt. Men nokså bra’ er hun. Nej, det er børnene {;}–
Borkman
Kunde tænke det.
Foldal
For de har jo større mere kultur. ˹de, ser du ˺. Og flere for-
dringer til livet.
Borkman
Og derfor så foragter de dig.
Foldal
Jeg har jo ikke gjort videre karriére, ser du. Det
må jo indrømmes.
Borkman
Ved de da ikke at du har skrevet et sørgespil i
din ungdoms dage?
Foldal
Jo, naturligvis véd de det. Men det lader ikke til
at gøre videre indtryk på dem.
Borkman
Så er de uforstående, Vilhelm. For dit sørgespil
er godt. Det tror jeg fuldt og fast.
Faksimile
Foldal
.
Ja, ˹synes˺ tror ikke du det, Jens Jørgen. Å, det er så
{k}trøsterigt at få komme her ud og tale med dig.
Borkman

\ standser foran ham /
(rejser sig og begynder at gå frem og tilbage)
Du har ret i det, at du ingen karriere har gjort.
Men det lover jeg dig, Vilhelm, at når engang op-
rejsningens time er slået for mig –
Foldal

(rejser sig)
Å tak –
Borkman
Du må gerne bli’ siddende. Når oprejsningens
time slår for mig –. Når de indser at de ikke kan
undvære mig – Når de kommer her ˹og kryber til korset˺ og trygler mig
om at ta’ bankens tøjler igen – Den nye bank, som
de har grundet – og ikke kan magte – Eller tror
du kanske ikke at de kommer engang? Her til
mig? Tror du ikke det?
Foldal
Jo, det ved gud jeg gør, Jens Jørgen
Borkman
Faksimile

17.

(sætter sig igen i { <...> }sofaen)
Jeg tror det så uryggelig fast. Havde jeg ikke
havt den tro, så havde jeg for længe siden skudt
mig en kugle gennem hodet.
Foldal
Å nej, for alt i verden –!
Borkman
Men de kommer! De kommer nok. Pas på! Hver
dag, hver time kan jeg vente dem ˹her˺. Og du ser, jeg
holder mig parat til at ta’ imod dem.
Foldal
Bare de vilde komme rigtig snart.
Borkman
Ja du, tiden går; årene går; livet, – uh nej, det
tør jeg ikke tænke på –! Ved du, hvorledes jeg un-
dertiden føler det?
Foldal
Nå?
Borkman
Jeg føler det som om jeg var en Napoleon de{ <...> }r
blev skudt til krøbling i sit første feltslag.
Foldal
Faksimile
Den fornemmelse kender jeg også.
Borkman
Å ja, det er nu sådan i det mindre, det.
Foldal
.
M
(sagtmodig)
Min lille digterverden har stor værdi for mig,
Jens Jørgen.
Borkman
.
Ja, men jeg, som kunde ha’ skabt millioner!
Alle bergværkerne, som jeg vilde lagt under
mig. Nye gruber i det uendelige. Vandfaldene!
Stenbruddene! Nye skibsforbindelser hele verden
over.
Foldal
Ja, jeg ved det. Der var ingenting du veg til-
bage for.
Borkman
Og så må jeg sidde her som e{t}n skamskudt ˹storfugl˺ rov-
dyr
og se på at de andre tar det stykke for
stykke.
Foldal
Så går det mig også, du.
Faksimile
Borkman
Tænke sig til! Så lige var jeg ved målet. Hav-
de jeg bare fåt otte dages frist. Alle deposita skul-
de været indløste. Alle de værdier, som jeg på egen
hånd havde gjort brug af, de skulde igen ha’ lig-
get på sin plads. De store aktieselskaber var på
et hængende {k<...> } hår kommet istand. Ingen eneste
en skulde ha’ tabt en øre –
Foldal
Ja herregud – så yderlig nær – som du var –
Borkman
Og så kom <...> forræderiet. ˹over mig!˺ Ved du, hvad jeg holder for den infameste forbrydelse, et menneske kan
begå.
Foldal
Nej, sig mig det.
Borkman
Det er ikke mord. Ikke røveri eller natligt ind-
brud. Ikke falsk ed engang. For alt sligt øves jo
mest imod folk som en hader eller som er en lige-
gyldige og ikke kommer en ved.
Foldal
.
Faksimile
Men det infameste da, Jens Adolf?
Borkman
Det infameste er vens misbrug af vens tillid.
Foldal

\ (lidt betænkelig) /
Men hør nu her –
Borkman

(opfarene)
Hvad er det du vil sige! Jeg ser det på dig.
Men det slår ikke til. De folk, som havde sine vær-
dipapirer i banken, de skulde fåt { <...> }alt sit tilbage
Hver eneste smule. Nej, det infameste et menne-
ske kan begå det er at misbruge en vens breve,
lægge frem for almenheden det, som bare var
betroet til en eneste, på tomandshånd, ligesom
en hvisken i et tomt, mørkt, låset værelse. Den
mand, som kan gribe til slige midler, han er
helt igennem forgiftet af overskurkens moral. Og
en slig ven har jeg
Fo<...>
havt. Og han var det, som
knuste mig.
Foldal
Jeg aner ˹jo˺ nok hvem du sigter til.
Borkman
Faksimile
18.
Der var ikke en fold i hele min vandel, som
jeg ikke turde lægge åben for ham. Og da så øje-
blikket var inde, da vendte han de våben imod
mig, – som jeg selv havde givet ham i hænde.
Foldal
Jeg har aldrig kunnet begribe, hvorfor han –.
Ja der blev jo ymtet om adskilligt dengang –
Borkman
Hvad jeg blev der ymtet om? Sig det. Jeg ved jo
ingenting. For jeg kom jo straks i – i isolation.
Hvad ymted folk om, Vilhelm.
Foldal
Du skulde jo været minister, blev der sagt.
Borkman
Det blev mig tilbudt. Men jeg afslog.
Foldal
Stod ham altså ikke i vejen.
Borkman
Å nej, det var ikke derfor han forrådte mig.
Foldal
Ja, da begriber jeg så sandelig ikke –
Borkman
.
Faksimile
Jeg kan gerne sige det til dig, Vilhelm
Foldal
Nå?
Borkman
Det var – sådan et slags kvind{ <...> }ehistorie, du.
Foldal
.
En kvindehistorie! Nej men, Jens Adolf!
Borkman

(afbrydende)
Ja, ja, ja, – de gamle historier snakker vi ikke
mere om. – Nå, minister blev da hverken han
eller jeg. Men hoj
Foldal
Men højt tilvejrs kom han.
Borkman
Og jeg i afgrunden.
Foldal
Å det er et frygteligt sørgespil –
Borkman
Li Næsten lige så ˹frygteligt˺ sørgeligt som dit, synes jeg,
når jeg tænker på det.
Foldal
Faksimile
Ja det må du nok sige.
Borkman

(lér stille)
Men fra en anden kant betragtet, så er det en
<...> slags komedie også.
Foldal
En komedie? Dette her?
Borkman
Ja, slig som det lader til at arte sig nu. For
nu skal du bare høre –. Ja, du traf jo ikke Frida
da du kom.
Foldal
Nej.
Borkman
Mens vi to sidder her, så sidder hun nede og
spiller til dans hos ham som ruinerte mig.
F{ <...> }oldal
Det havde jeg da ingen anelse om.
Borkman
Jo, hun tog sine noder og gik fra mig til –
herskabshuset
Foldal
Faksimile
Ja, ja, stakkers barn –
Borkman
Og kan du gætte, hvem hun spiller for – blandt
andre?
Foldal
Nå?
Borkman
For min søn. ˹Hvad synes du.˺ Han er dernede i de dansendes
rækker iaften. Er det så ikke en komedie som jeg siger
Foldal
Ja, men så véd han visst ikke noget, du.
Borkman
Hvad ved han ikke!
Foldal
Hvorledes han – denne – nå –
Borkman
Du kan gerne nævne navnet. Jeg kan tåle at
høre det nu.
Foldal
Jeg er sikker på at din søn ikke kender sam-
{ <...> }menhængen.
Borkman
Faksimile
19.
Han kender den, – så visst som jeg sidder
her.
Foldal
Men tror du d<...> at han ˹da˺ skulde søge omgang
i det hus.
Borkman
Han ser ikke på tingene med de øjne som
jeg. Jeg tør sværge på at han står på mine
fienders side. Han synes, ligesom de, at anvo-
kat Hinkel bare gjorde sin forbandede skyl-
dighed da han gik hen og forrådte mig.
Foldal
Men kære, hvem skulde ha’ stillet sagen i det
lys for ha{n}m?
Borkman
Hvem? {H}Glemmer du hvem der har opdraget
ham? Først hans tante, fra han var en ti–elleve
år gammel. Og nu bagefter – hans mor.
F{ <...> }oldal
.
Jeg tror du gør dem uret i dette her –
Borkman

(opfarende)
Faksimile
Jeg gør aldrig nogen uret! Begge to så har
de hidset ham imod mig.
Foldal

( ˹spag˺ sagt færdig)
Ja, ja, ja, så har de vel det da.
Borkman
Å de kvinder! De fordærve{s}r det for os, alt-
sammen –
Foldal
Ikke alle du –
Borkman
Så? Nævn mig nogen, som duer da.
Foldal
Nej, det er sagen. De få, jeg kender, de duer
ikke.
Foldal Borkman
Ja hvad nytter det så – ˹at det er til når du ikke kender dem˺
Foldal
Jo ˹J. Gabr˺ det nytter ˹alligevel ˺. Det er så lykkeligt at tænke på
at ude, rundt om os der findes dog den san-
de kvinde.
Borkman
˹ flytter sig ˹utålmodig˺ i sofaen ˺
Faksimile
Å lad bare være med den digtersnak –
Foldal
Kalder du mine tanker på idéens områ-
de for digtersnak!
Borkman
˹ [HIS: Tilføyelsen står i høyre marg.] Du vilde være digter og så brød du dine stude- ringer af.˺
Ja, jeg gør. Det er det som er skyld i at du
aldrig er kommen frem i verden. Hvis du vil-
de lade alt sligt fare, så kunde jeg endnu hjælpe
dig på fode, hjælpe dig i vejret
Foldal

\ mens det koger i ham /
Å det kan du jo ikke
Borkman
Jeg kan når jeg kommer til magt igen.
Foldal
Å det har visst forfærdelig lange udsigter –
Borkman
Tror du kanske at den tid aldrig kommer.
Foldal
Jeg ved ikke hvad jeg skal tro ˹svare dig˺ sige til det.
Borkman
Så har jeg ikke længer nogen brug for dig.
Foldal
Faksimile
Ikke brug –!
Borkman
Når du ikke tror at min skæbne vil vende sig.
Foldal
Men jeg kan da ikke tro imod al fornuft. Oprejs-
ning måtte du jo ha’ –
Borkman
Videre, videre –
Foldal
Vel har jeg ikke taget min examen men så meget
jus har jeg da læst i mine dage –
Borkman
Umuligt, mener du –
Foldal
Der er ikke noget præjudikat for sligt –
Borkman
Behøver ikke for undtagelsesmennesker.
Foldal
Loven kender ikke slige hensyn
Borkman
Du er ingen digter, Vilhelm
Foldal
Faksimile

20

(r{e} ˹ej˺ser sig langsomt)
Siger du det i fuldt alvor?
Borkman

(uden at svare)
Vi spilder bare vor tid på hinanden. Bedst at
du ikke kommer igen.
Foldal
Vil du jeg skal gå?
Borkman
Har ingen brug for dig.
Foldal
˹ sagtmodig ˺
Nej, nej, nej, kan så være, det.
Borkman
Her har du altså hele tiden løjet for mig
Foldal
Aldrig løjet. J. G.
Borkman
Har du ikke siddet her og løjet håb ˹og tro˺ og tillid
˹ ind i mig˺
Foldal
Det var ikke løgn så længe du trode på
mit kald. Så længe du trode på mig, så længe
trode jeg også på dig.
Faksimile
Borkman
Vi har bedraget hinanden se<...> gensidig, og bedra-
get os selv – begge to.
Foldal
Men er ˹da˺ ikke det i grunden venskab, J. Gabriel?
Borkman
Jo, det at bedrage – det er venskab. Det har du
ret i. Den erfaring har jeg gjort en gang før.
Foldal
˹ ser hen for sig ˺
Ikke noget digterkald. Og det ˹kunde˺ siger du ˹sige˺ mig så
hårdhændt.
Borkman
Nå, jeg er jo ikke nogen sagkyndig på det om-
råde.
Foldal
Kanske mere end du selv véd.
Borkman
Jeg?
Foldal
Ja du. For jeg har selv havt mine tvil – en gang
imellem ˹skal du vide˺. Den grufulde tvil at jeg har forkvak-
let livet for en indbildnings skyld.
Faksimile
Borkman
Har du ˹selv˺ tvil da står du på svage fødder
Foldal
Derfor var det så trøstefuldt ˹for mig at komme her˺ ˹og˺ at støtte mig ˹op til˺
til dig. – Men nu er du som en fremmed for
mig –
Borkman
Du også for mig.
Foldal
Godnat, Vilhelm Jens Gabriel.
Borkman
Godnat, Vilhelm.
(Foldal tager sin mappe og hat og går ud
til venstre)
(Borkman stå{ <...> }r en stund og stirrer mod den luk-
kede dør; gør en bevægelse som om han vil kalde
Foldal tilbage men betænker sig og begynder at
gå op og ned ad gulvet med hænderne på ryggen.)
(Det banker på tapetdøren til venstre i baggrunden)
Borkman

(foran ved sofaen, farer s{å}ammen, vender sig og spørger
højlydt)
Faksimile
Hvem er det som banker?
(Intet svar; det banker igen)
Borkman

(blir stående)
Hvem er det? Kom ind!
(Frøken Rentheim, med et tændt lys i hånden,
kommer tilsyne i døren. Hun er klædt i sin sorte
dragt som før, men uden overtøj)
Borkman

(stirrer på hende)
Hvem er De? Hvad vil De mig!
Frøken Rentheim

(lukker døren efter sig og kommer nærmere)
Det er mig, Borkman.
(Hun sætter lyset fra sig på pianoet og bliver
stående der)
Borkman

(stirrer ufravendt på hende, folder uvilkårlig
henderne og siger sagte, som fortabt)
.
Er det – er det Ella? Er det Ella Rentheim?
Frøken Rentheim
.
Ja. – Det er «din» Ella, – som du kaldte mig
Faksimile

21.

før i tiden. Engang. For de mange – mange år
siden.
Borkman

(som før)
Ja, det er dig, Ella, – jeg ser det nu.
Frøken Rentheim
Kan du kende mig igen?
Borkman
Ja, nu begynder jeg at –
Frøken Rentheim
Årene har taget hårdthændt på mig, Borkman.
Synes du ikke det?
Borkman
Du er ble’t noget forandret. Sådan i første
øjeblik –
Frøken Rentheim
Jeg har ikke de mørke krøllerne nedover nakken ˹nu.˺
De, som du engang holdt så af at sno ˹om˺ dine fingre.
om.
Borkman
Nu ser jeg det, Ella. Du har forandret frisuren.
Frøken Rentheim
Faksimile

(smiler bittert)
Rigtig. Det er frisuren som gør det.
Borkman

(afledende)
Jeg vidste ˹ellers˺ ikke af at du var her på disse kan-
ter af landet
Frøken Rentheim
Jeg er også så nylig kommen
Borkman
Hvorfor er du rejst hidover, – nu, ved vinter-
tid?
Frøken Rentheim
Det skal du få høre.
Borkman
Er det noget, du vil mig?
Frøken Rentheim
Dig også. Men skal vi tale om det, så må jeg
begynde langt tilbage.
Borkman
Du er visst træt.
Frøken Rentheim
Ja, jeg er træt.
Faksimile
Borkman
Vil du ikke sætte dig? Der. I sofaen.
Frøken Rentheim
Jo tak. Jeg trænger til at sidde.
(Hun går over til højre og sætter sig i det for-
reste sofahjørne. Borkman står ved bordet
med hænderne på ryggen og ser på hende{)}. Kort
taushed)
Frøken Rentheim
Det er usigelig længe siden vi to taltes ved.
Borkman
Længe, længe siden. Alt det forfærdelige ligger ˹imellem˺
Frøken Rentheim
Et helt menneskeliv ligger imellem. Et for-
spilt menneskeliv.
Borkman

(ser hvasst på hende)
Forspildt!
Frøken Rentheim
Ja, just forspildt. For os begge.
Borkman

(koldt)
Faksimile
Jeg eragter ikke mit liv ˹som˺ forspildt endnu.
Frøken Rentheim
Nå, men mit liv da?
Bork{heim}man
Der har du selv skylden, Ella.
Frøken Rentheim

(hæst)
Og det siger du!
Borkman
Du kunde så godt ble’t lykkelig uden mig
Frøken Rentheim
Tror du det?
Borkman
Ifald du bare selv havde villet.
Frøken Rentheim

(bittert)
Ja, jeg véd no<...> jo nok at der stod en anden parat
til at ta’ imod mig –
Borkman
Men ham viste du væk –
Frøken Rentheim
Ja, jeg gjorde det.
Faksimile
22.
Borkman
Gang på gang viste du ham væk. År efter
år –
Frøken Rentheim
˹ (hånligt) ˺
– år efter år viste jeg lykken fra mig, mener
d{ <...> }u?
Borkman
Du kunde så godt ble’t lykkelig med ham
også. Og da ˹havde˺ jeg været frelst –
Frøken { <...> }Rentheim
Du?
Borkman
Ja, da havde du frelst mig, Ella.
Frøken Rentheim
Hvorledes mener du det!
Borkman
Han trode det var mig som stod bagved dine
evige afslag. Og så tog han hævn tilslut. For det
kunde han, – han, som havde alle mine uforbe
holdne, tillidsfulde breve i sit værge. Dem gjorde
han brug af, – og så var det ude med mig – indtil
videre da. Se, alt det er du skyld i, Ella!
Faksimile
Frøken Rentheim
Se, se, Borkman, – når det kommer til styk-
ket så er det kanske mig, som står i gæld til
dig
Borkman
Som man ta’r det. – Jeg véd godt alt det, jeg
har at takke dig for. Du lod gården her, hele
ejendommen, tilslå dig ved auktionen. Stilled
huset fuldt til rådighed for mig og – og for de
andre
din søster. Du tog Erhard til dig; sørged
for ham i alle dele –
Frøken Rentheim
– så længe jeg fik lov til det –
Borkman
– fik lov af din søster, ja. Jeg har aldrig blan-
det mig ind i alle disse huslige spørgsmål. Som
jeg vilde sagt, – jeg véd, hvad du har ofret for
mig og ford din søster. Men du kunde også gøre
det, Ella. Og du skal vel huske på at det var mig
som satte dig i stand til at kunne det.
Frøken Rentheim

(oprørt)
Faksimile
Der fejler du så storlig, Borkman. Det var
mit inderste ˹varmeste˺ sind ˹og hjerte ˺ for dig og for Erhard, som
drev mig –
Borkman

(afbrydende)
Kære, lad os ikke komme ind på følelser og
sligt noget. Jeg mener naturligvis at når du
handled som du gjorde, så var det mig, som gav
dig evnen til det –
Frøken Rentheim
Hm, evnen – evnen –
Borkman

(ildfuldere)
Ja, netop evnen! Da det store afgørende slag
skulde stå, – da jeg ikke kunde spare hverken
slægt eller venner, – da jeg måtte gribe – og greb
altså også ˹ greb ˺ til millionerne, som var betroet
mig, – da sparte jeg alt det, som dit var, alt,
hvad du ejed og havde, – skønt jeg kunde ta’t og
lånt det – og brugt det – ligesom alt det øvrige
Frøken Rentheim

(kold og rolig)
Faksimile
Det er sandt og rigtig, Bork{ <...> }man –
Borkman
Det er det. Og ˹derfor˺ da de så kom og tog mig, – så
fandt de også alt dit urørt i bankens kælder.
Frøken Rentheim

(ser hen på ham)
Jeg har så tidt tænkt på det, – hvorfor sparte du
egentlig alt det, som mit var? Og bare det alene?
Borkman
Hvorfor?
Frøken Rentheim
Ja, hvorfor? Sig mig det?
Borkman

(hårdt og hånligt)
Du tænker kanske at det var for at jeg kunde
ha’ noget at falde tilbage på – om det skulde
gå galt?
Frøken Rentheim
Å nej, du, – det tænkte du visst ikke på i de
dage.
Borkman
{Å}Aldrig. Jeg var så uryggelig sikker på sejren.
Faksimile
23.
Frøken Rentheim
Ja, men hvorfor så alligevel –?
Borkman

(trækker på skuldrene)
Herregud, Ella, – det er ikke godt at huske be-
væggrunde, som er tyve år ga{nl}mle. Jeg husker
bare at når jeg gik der stille og tumled med alle
de store foretagender, som skulde sættes i værk
så syntes jeg var som en luftskipper. Gik der i
de søvnløse nætter og fyldte en kæmpeballon
og s<...> vilde sejle ˹ud˺ over ˹et farefuldt usikkert˺ verdenshavet.
Frøken Rentheim

(smiler)
Du som ikke aldrig tvilte på sejren –?
Borkman

(utålmodig)
Menneskene er slig, Ella. De både tviler og de
tror på den samme ting. (hen for sig) Og derfor
var det vel at jeg ikke vilde ha’ dig og dit med i
ballonen.
Frøken Rentheim
Hvorfor! Sig, hvorfor!
Faksimile
Borkman
En ta’r ikke gerne det dyreste med på sl{e}ig en
færd.
Frøken Rentheim
Du havde jo det dyreste med. Selve dit liv –
Borkman
Livet er ikke altid det dyreste.
Frøken Rentheim

\ åndeløs /
Stod det slig for dig dengang?
Borkman
Det forekommer mig så.
Frøken Rentheim
At jeg var det dyreste du vidste?
Borkman
Ja, der svæver mig for noget sligt –
Frøken Rentheim
{o}Og ˹dengang var der gået år og dag hen˺ det var ti år efter at du havde sveget
mig – og giftet dig med Gunhild!
Borkman
Sveget –. Du forstår visst meget godt at det
var højere hensyn, ˹nå ja, andre hensyn da,˺ som tvang mig. Uden hans ˹bistand˺
kunde jeg ingen vej komme.
Faksimile
Frøken Rentheim
˹ bekæmper sig ˺
Altså sveget mig af – højere hensyn.
Borkman
Jeg kunde ikke undvære hans hjælp. Og han
satte dig som pris for hjælpen.
Frøken Rentheim
Og du betalte prisen?
Borkman
Havde ikke noget valg. Måtte sejre eller
falde.
Frøken Rentheim
Kan det være sandt, som du siger, at jeg
dengang var dig det dyreste i verden?
Borkman
Både dengang – og længe, længe bagefter.
Frøken Rentheim
Og så ˹tusked˺ du mig bort ˹alligevel!˺ Købslog om din kærligheds
ret med en anden mand! ˹Solgte min kærlighed
for – en bankchefspost.˺
Borkman
Den tvingende nødvendighed var over mig, Ella.
Frøken Rentheim

(rejser sig vildt og dirrende fra sofaen)
Faksimile
Forbryder!
Borkman

(farer sammen men behersker sig)
Det ord har jeg hørt før.
Frøken Rentheim
Å, tro aldrig at jeg sigte{t}r til, hvad du kan ha’
forbrudt imod lands lov og ret. Hvad brug du
har gjort af alle disse aktiebreve og obliga-
tioner – eller hvad det var for noget – hvad tror
du jeg bryr mig om det! Havde jeg fået lov at
stå dig nær, da alt styrted sammen over
dig –
Borkman

(spændt)
Hvad da, Ella!
Frøken Rentheim
Tro mig, jeg skulde båret det så gladelig
med dig. { <...> }Skammen, ødelæggelsen, – alt, alt
skulde jeg ha’ hjulpet dig at bære –
Borkman
Havde du villet det? Kunnet det –
Frøken Rentheim
Faksimile
24.
Både villet og kunne{ <...> }t det. For dengang
kendte jeg jo ikke din store forfærdelige forbry-
delse –
Borkman
Hvilken? Hvad sigter du til!
Frøken Rentheim
Jeg sigter til den forbrydelse, som der ingen
tilgivelse er for –
Borkman
Du må være fra dig selv.
Frø{ <...> }ken Rentheim
˹ (træder nærmere) ˺
Du er en morder! {–} ˹Du har begået den store
dødssynd –!˺
Borkman

(viger henover mod pianoet)
Raser du!
Fr{u}øken Rentheim
Du har dræbt kærlighedslivet i mig. (nær-
mere mod ham)
Forstår du, hvad det vil sige?
Der tales i bibelen om eg en gådefuld synd,
som der ingen tilgivelse er for. Jeg har aldrig
før kunnet begribe hvad det var for noget. Nu
begriber jeg det. Den store nådeløse synd, –
Faksimile

det er den synd at myrde kærlighedslivet i
et menneske.
Borkman
Og det siger du jeg har gjort!
Frøken Rentheim
Du har gjort det. Jeg har aldrig rigtig vidst
hvad der egentlig var vederfaret mig før nu
ikveld. Det, at du svigted mig og vendte dig
til Gunhild istedet, – det tog jeg bare ˹sådan˺ som en
almindelig ustadighed fra din side – og følgen
af ˹hjerteløse˺ hendes kunstgreb fra hendes. ˹Og foragted dig en sm{ <...> }ule –˺. Men nu ser
jeg det! Du sveg, den kvinde du elsked! Mig,
mig, mig! Det dyreste du vidste i verden ˹det var du rede til at afhænde for vindings skyld˺ – det
er dobbeltmordet, som du har gjort dig skyl-
dig i. Mordet på din egen sjæl og på min.
Borkman

(kold og behersket)
Hvor godt jeg kender dit lidenskabelige, u-
tøjlede sind igen, Ella. Det er sagtens så rim-
ligt for dig at sé sagen som du gør. Du er jo kvin-
de. Og for dig lader det jo til at du ikke véd, ik-
{ <...> }ke lar gælde nogen anden sag i hele verden.
Faksimile
Frøken Rentheim
Nej, det gør jeg rigtignok ikke.
Borkman
Bare din egen hjertesag –
Frøken Rentheim
Bare den! Bare den! Det har du ret i.
Borkman
Men du får huske på at jeg er en mand –
Som kvinde var du mig det dyreste i verden.
Men når endelig så må være, så kan dog en
kvinde erstattes af en anden –
Frøken Rentheim
Gjorde du den erfaring da du havde taget
Gunhild til hustru?
Borkman
Nej. Men mine opgaver i livet hjalp mig til
at bære det ˹også˺. Alle magtens kilder i dette land
vilde jeg gøre mig underdanige – Alt, hvad
jord og fjeld og skog og hav rumme{r}d af rigdomme
det vilde jeg underlægge mig og skabe velvære
for mig selv og derigennem for mange, mange
tusend andre.
Faksimile
Frøken Rentheim
Jeg kender det. Så mangen aften, som vi tal-
te om dine formål –
Borkman
Ja, med dig kunde jeg tale –
Frøken Rentheim
Jeg spøgte med dine planer og spurgte om du
vilde vække alle guldets slumrende ånder.
Borkman
Jeg kan huske det udtryk.
Frøken Rentheim
Men du tog det ikke for spøg. Du sa’: ja ja,
Ella, det er netop det jeg vil.
Borkman
Det var det også. Når jeg bare ˹først˺ kunde få foden
i stigebøjlen. Og det afhang dengang af den ene
mand. Han kunde og han vilde skaffe mig
den ledende stilling i banken, – ifald jeg på
min side –
Frøken Rentheim
Rigtig, ja. Ifald <...> du, på din side gav afkald
på den kvinde du et havde kær, – og som havde
Faksimile

25.

dig så usigelig kær igen.
Borkman
Jeg kendte hans fortærende lidenskab for dig.
Vidste d at han aldrig på noget andet vilkår –
Frøken Rentheim
Og så slog du til –
Borkman
Ja, jeg gjorde det! For magtlysten var så ube-
tvingelig i mig, ser du. Og så slog jeg til. Måtte
slå til. Og han hjalp mig op halvvejs imod de
˹dragende˺ svimlende højder, hvor jeg vilde hen. Og jeg steg
og steg. År for år steg jeg –
Frøken Rentheim
Og jeg var som udslettet af dit liv.
Borkman
Og endda så styrted han mig i afgrunden igen.
For din skyld.
Frøken Rentheim
Synes du ikke at der ligesom har hvilet forban-
delse over hele vort forhold?
Borkman

(ser på hende)
Faksimile
Forbandelse?
Frøken Rentheim
Ja. Synes du ikke det.
Borkman
Jo. Men hvorfor egentlig? (udbrydende) Å Ella,
jeg ved ikke ˹længer˺ hvem der har ret, – enten jeg eller
du!
Frøken Rentheim
Du er den som har forsyndet dig. Du fik al
menneskeglæde til at d{ <...> }ø i mig.
Borkman
. ˹ (næsten angst.) ˺
Sig ikke det, Ella!
Frøken Rentheim
Al kvindelig menneskeglæde idetmindste.
Fra den tid, da dit billede begyndte at slukne
i <...> mig, har jeg levet mit liv som under en
solformørkelse. I alle disse år er det ble’t mig
mig mere og mere umuligt ˹imod, rent umuligt,˺ at elske nogen le-
vende skabning. Og nu er Ikke mennesker, ik-
ke dyr eller planter. Bare { <...> }denne eneste ˹ene˺
Borkman
Hvilken eneste?
Faksimile
Frøken Rentheim
Erhard, naturligvis.
Borkman
Erhard –
Frøken Rentheim
Erhard, din, din søn, Borkman.
Borkman
Har han altså virkelig ligget dig så varmt
på hjerte?
Frøken Rentheim
Hvorfor tror ˹du˺ jeg ellers jeg t{ <...> }og ham til mig? Og
beholdt ham – så længe jeg bare kunde? Hvor-
for?
Borkman
Jeg tænkte det var af barmhjertighed. Lige-
som alt det øvrige.
Frøken Rentheim
Jeg har aldrig kendt noget til barmhjertig-
hed {,}– siden du sveg mig. Jeg kunde det ligefrem
ikke. Kom der et fattigt, forsultent barn ind
i mit barn ind i mit køkken og frøs og græd og
bad om lidt mad, så lod jeg kokkepigen be-
Faksimile

sørge det. Følte aldrig nogen trang til at ta’
det ind til mig s<...> selv, varme det ved min
egen ovne, glæde mig ved at sidde og sé på
at det fik spise sig mæt. Og jeg havde da aldrig
været slig i min ungd <...> om, det mindes jeg så
grant. Det er dig, som har gjort det ørken-
tomt og ørkengoldt indeni mig – og udenom
også.
Borkman
Bare ikke for Erhard.
Frøken Rentheim
Nej. Ikke for din søn. ˹Men ellers for alt, hvad liv er som levende rører sig˺ Du har bedraget mig
for en mor{ <...> }s glæde og lykke i livet. Og for en
mors sorger og tårer også. Og det turde kan-
ske være det dybeste tab for mig, du.
Borkman
Siger du det, Ella?
Frøken Rentheim
Hvem d véd? Det var kanske en mors sorger
og tårer, som havde tjent mig bedst. – (hæftig)
Og derfor så tog jeg Men (i stærkere bevægelse)
Men jeg kunde ikke slå mig til tåls med tabet
Faksimile

26.

dengang. Og derfor så tog jeg Erhard til mig.
Vandt ham helt. Vandt hele hans varme, tillids-
fulde barnehjerte for mig, indtil – åh!
Borkman
Indtil hvad?
Frøken Rentheim
Indtil hans mor – hans kødelige mor, me-
ner jeg, tog ham fra ˹mig˺ dig igen.
Borkman
Han måtte vel fra dig igen. Her ind til
byen.
Frøken Rentheim
Ja men jeg bærer ikke forladtheden ˹du˺. Ikke
tomheden. Ikke tabet af din søns hjerte.
Borkman

(med et ondt udtryk i øjnene)
Hm, – det har du visst ikke mistet, Ella. – Man
mister ikke ˹lettelig˺ hjerter – ˹til fromme for dem hende˺ her nedenunder – i stueetagen
Frøken Rentheim
Jeg har mistet ham ˹Erhart˺ her. Og hun har vundet ham
igen. Eller nogen anden også. Det lyser da noksom
ud af de få breve, han skriver til ham ˹en gang imellem˺.
Faksimile
Borkman
.
Er det altså for at hente ham hjem til dig
at du kommer her?
Frøken Rentheim
Nej, det kan jeg ikke tænke på.
Frøken Borkman
Jo, ikk ifald du så vil ha’ det. For du har jo
det største krav på ham.
Frøken Rentheim
Å hva<...> Krav, krav! Hvad gælder da krav her!
Har jeg ham ikke frivillig – så har jeg ham ˹slet˺ ikke.
Og det er det, jeg må! Helt og udelt må jeg ha’
mit barns hjerte nu!
Borkman
Du må huske på at Erhard er nu inde i tyve-
årene. Længe vilde du vel ikke kunne gøre reg-
ning på at få beholde hans hjerte udélt, som du
siger {.} ˹udtrykker dig.˺
Frøken Rentheim

(med et tungt smil)
Det behøvte ikke at vare så ˹svært˺ længe.
Borkman
Faksimile
Ikke det? Jeg tænkte at det du kræver, det
kræver du til dine dages ende.
Frøken Rentheim
Det gør jeg også. Men derfor behøver det ikke
at vare så længe.
Borkman
˹ studser ˺
Hvad vil du sige med det!
Frøken Rentheim
Du ved da vel at jeg har været sygelig i alle
de sidste år?
Borkman
Har du?
Frøken Rentheim
Véd du ikke det?
Borkman
Nej, ikke egentlig –
Frøken Rentheim
Har ikke Erhard fortalt dig det?
Borkman
Nej, jeg {k}Kan ˹sandelig˺ ikke huske det.
Frøken Rentheim
Overhodet ikke talt om mig kanske?
Faksimile
Borkman
Jo, talt om dig har han nok –. Forresten så
ser jeg så sjelden noget til ham. Der er nogen
nedenunder i stueetagen, som ˹holder˺ ham væk fra
mig. Væk, væk, skønner du.
Frøken Rentheim
Ved du det så visst, Borkman?
Borkman
Javisst ved jeg det. – Nå, men du har altså
været sygelig, Ella?
Frøken Rentheim
Ja. Og nu i høst tog det så’n overhånd, så jeg
måtte her ind og tale med læger, som er mere
kyndige –
Borkman
Og du har ˹alt˺ nu talt med de{n}m kanské?
Frøken Rentheim
Ja, idag?
Borkman
Hvad sa’ de for noget da?
Frøken Rentheim
De gav mig fuld visshed for det som jeg længe
Faksimile

27.

har havt en anelse om –
Borkman
Nå?
Frøken Rentheim

(jævn og rolig)
Det er en { <...> }dødelig sygdom, jeg bærer på.
Borkman
Å, tro da ikke sligt noget, Ella!
Frøken Rentheim
Det er en sygdom, som der ingen hjælp og redning
er for, du. Lægerne ved intet middel imod den. De
må la’ den gå sin gang. Kan ingenting gøre for
at standse den. Bare lindre lidt ˹kanske˺. Og det er da i-
alfal godt.
Borkman
Å, men det kan vare længe endnu, tro du mig!
Frøken Rentheim
Det kan k muligens vare vinteren over, blev der
sagt mig.
Borkman
Nå ja, – vinteren er jo lang –
Frøken Rentheim
Faksimile
Den er ialfald lang nok for mig.
Borkman
Men hvad i al verden kan den sygdom være kom-
met d af? Du som da visst har levet så sundt og så
<...> regelmæssigt. Hvad kan det da være kommet af?
Frøken Rentheim
Lægerne tænkte at jeg kanske engang havde
havt store sindsbevægelser at gå igennem.
Borkman

(opfarende)
Sin{g}dsbevægelser! Ah, jeg forstår! Det skulde væ-
re mig, som har skylden!
Frøken Rentheim
Det er det for sent at drøfte nu. Men jeg må
ha’ mit hjertes eneste barn igen før jeg går
bort. Det er så usigelig tungt for mig at tæn-
ke på at jeg skal forlade alt, hvad liv er, for-
lade sol og lys og luft, uden at efterlade mig
en eneste en, som vilde tænke på mig, mindes
mig, varmt og ve{d}modigt, – slig, som en søn tæn-
ker på den mor, han har mistet.
Borkman
Faksimile

(efter et kort ophold)
Tag ham, Ella, – ifald ˹du˺ jeg kan vinde ham.
Frøken Rentheim
Gi’r du dit samtykke? Kan du det.
Borkman
Ja{,}. fo Og det er ikke noget så stort offer,
du. For jeg ejer ham så ikke alligevel.
Frøken Rentheim
Tak, tak for offeret endda! – Men så har jeg
én ting til at bé’ dig om. En stor ting – for mig,
Borkman.
Borkman
Nå, så ˹bare˺ sig det.
Frøken Rentheim
Du vil kanske finde det barnagtigt af mig –
ikke kunne forstå det –
Borkman
Sig det, – sig det da!
Frøken Rentheim
Når jeg nu snart går bort, så efterlader jeg
mig ikke så ganske lidet, bad
Borkman
Faksimile
Nej, du gør vel ikke det.
Frøken Rentheim
Og det er min agt at la’ det altsammen gå
over på Erhard.
Borkman
Ja, du har jo egentlig ikke nogen nærmere
Frøken Rentheim
˹ varmt ˺
Nej, jeg har visselig ingen nærmere end han
Borkman
Ingen af din enes egen slægt. Du er den
sidste.
Frøken Rentheim

(nikker langsomt)
Ja, så er det netop. Når jeg dør, så dør nav-
net Rentheim også. Og det er mig en så
kvælende tanke. Udslettes af tilværelsen –
lige til navnet –
Borkman

(farer op)
Ah –!
Frøken Rentheim

(lidenskabelig)
Faksimile
28.
Lad ikke det få ske! Lad Erhart få bære
navnet efter mig.
Borkman
˹ ser hårdt på hende ˺
Jeg forstår dig. Du vil fri ham fra at bære
sin fars navn. Det er sagen.
Frøken Rentheim
Aldrig det. Jeg skulde ˹selv˺ så stolt og gladelig
ha’ båret det sammen med dig. Men en mor,
som snart skal dø –. Et navn binder mere
end du tror og véd, Borkman.
Borkman

(stolt)
Godt og vel. Jeg skal være mand for at bære
mit navn alene.
Frøken Rentheim

(griber og trykker hans hænder)
Tak, tak; nu er der fuldt opgør mellem os! Kvitt alt
sammen. Jo, jo, – lad så være det. For når jeg
er bo ude af livet så lever Erhard Rentheim
efter mig!
(Tapetdøren slåes op. Fru Borkman med det
sorte tørklæde over hodet, står i døråbningen)
Faksimile
Fru Borkman

(i voldsomt oprør)
Aldrig i evighed skal Erhard hede så!
Frøken Rentheim
Gunhild!
FrBorkman

(hårdt og truende)
Her op til mig har ingen lov til at komme!
Fru Borkman

(et skridt indenfor)
Jeg ta’r mig lov til det.
Borkman

(imod hende)
Hvad er det du vil mig!
Fru Borkman
Jeg vil kæmpe og stride for dig. Værge dig
imod de onde magter.
Fr{u}øken Rentheim
De værste magter er i dig selv, Gunhild!
Fru Borkman

La
(hårdt)
Lad så være med det. (truende, med oprakt
Faksimile

arm)
Men det siger jeg, – sin fars navn skal han
bære. ˹Og bære det ˹højt˺ frem til ære igen.˺ [HIS: En lodrett strek mellom «det» og «frem» markerer sannsynligvis at «højt» som er skrevet øverst på siden skal inn her. Det svarer til førstetrykket.] Og jeg alene vil være hans mor! Jeg
alene! Mit skal min søns hjerte være. Mit og
ingen andens!
(Hun går ud gennem tapetdøren og lukker
efter sig)
Frøken Rentheim

(rystet og oprevet)
Borkman, – Erhard kommer til at gå til
grunde i dette uvejr. Det komme til en for-
ståelse mellem dig og hende. Vi må ned til hende
˹ [HIS: Tilføyelsen står i høyre marg.]
B.
Vi!
Fr. R.
Både du og jeg.
˺
Borkman

(ryster langsomt på hodet)
Hun er hård, du. Hård, som den malm, jeg
engang drømte om at bryde ud af fjeldene.
˹ [HIS: Tilføyelsen står mellom den opprinnelige teksten og den avsluttende skillestreken.]
Fr. R
Så prøv det nu Borkman
B.

(ser uviss på hende)
˺
[Forfatternote: 10.8.96.] [Forfatternote: 29.9.96.]
Faksimile
[Forfatternote: 11.8.96.] [Forfatternote: 30.9.96.]
Tredje akt.
(Fru Borkmans dagligstue. Lampen
brænder halvt nedskruet på bordet.)
(Fru Borkman, med tørklædet over hove-
det, kommer i hæftigt indre oprør ind gen-
nem forstuedøren, går hen til et af vinduer-
ne, trækker et forhænget lidt tilside, derpå
går hun hen og sætter sig ved kakkelovnen
men springer snart op igen og går hen og rin-
ger på klokestrængen. Står ved sofaen og
venter en stund. Ingen kommer. Derpå
ringer hun igen; dennegang hæftigere.)
(Lidt efter kommer stuepigen ind fra forstuen.
Hun ser ærger grætten og søvnig ud og synes
at have klædt sig på i en fart.)
Fru Borkman
Hvor blir De da af, Malene? Jeg har gået her
og ringt to gange.
Stuepigen
Faksimile
29.
Ja, frue, jeg hørte de{n}t nok.
Fru Borkman
Og så kommer De ikke alligevel
Stuepigen

(studs)
Jeg måtte <...> da først få ˹kaste˺ lidt klæ’r på mig,
ved jeg.
Fru Borkman
Ja, De får klæ’ Dem ordentlig på. Og så må
De straks løbe hen og hente min søn.
Stuepigen

(ser forbauset på hende)
Skal jeg hente studenten!
Fru Borkman
Ja, {d}De skal bare sige at han må komme for
jeg vil tale med ham.
Stuepigen
Så er det vel bedst jeg vækker kusken ˹hos forvalteren˺ da.
Fru Borkman
Hvorfor det?
Stuepigen
For at han kan spænde for slæden. Så’nt et
Faksimile

fælt snøvejr, som det er ude ikveld.
Fru Borkman
Å det gør ingenting. Det er jo bare lige her
om hjørnet.
Stuepigen
Nej ˹men,˺ frue, det er da ikke lige om hjørnet, det.
Fru Borkman
Jo visst er det så. Ved De da ikke hvor advo-
kat Hinkels villa ligger?
Stuepigen
Å jaså, er det der at studenten er ikveld?
Fru Borkman
Ja hvor skulde han ellers være.
Stuepigen
Nej jeg tænkte ˹bare˺ han var der han plejer, jeg.
Fru Borkman
Hvor, mener De?
Stuepigen
Hos denne her fru Wilton, som de kalder hende.
Fru Borkman
Fru Wilton? Min søn plejer da ikke så ofte
komme der.
Faksimile
Stuepigen

(halvt mumlende)
Jeg synes dem siger han kommer der dag-
stødt, jeg.
Fru Borkman
Det er bare noget snak. – Gå altså hen til
advokat Hinkels og se at få ha{n}m fat.
( ˹Stuepigen˺ Hun vil gå ud gennem forstuen. I det
samme åbnes døren til denne. Frøken Rent-
heim og Borkman viser sig på tærskelen)
Fru Borkman

(vakle{(}r et skridt tilbage)
Hvad skal dette her sige!
Stuepigen

(forskrækket, folder uvilkårligt hænderne)
I Jøssu’ navn da!
Fru Borkman

(til pigen)
Sige<...> , han må komme straks på timen.
Stuepigen
Ja da, frue.
(Frøken Rentheim og, efter hende, Borkman
Faksimile

kommer ind i værelset. Stuepigen smyger
sig bag dem ud gennem døren og lukker efter
sig.)
(Kort taushed)
(atter behersket, vender sig til frøken Rentheim)
Hvad er det han vil her nede hos mig?
Frøken Rentheim
Han vil tale med dig, Gunhild.
Fru Borkman
Det plejer han ikke.
Frøken Rentheim
Iaften vil han det.
Fru Borkman
Sidste gang vi taltes ved, det var for retten.
Da jeg blev indkaldt for at gi’ forklaring.
Borkman
Og iaften er det mig, som vil gi’ forklaring.
Fru Borkman
.
Du!
Borkman
Ikke om det, jeg har forgået mig i. For det
kender jo al verden.
Faksimile
30.
Fru Borkman

(drager et bittert suk)
Ja, det er et sandt ord. Al verden kender det.
Borkman
Men den kender ikke hvorfor jeg forgik mig.
Hvorfor jeg måtte forgå mig. Og det er det jeg
vil gi’ forklaring om. ˹ [HIS: Tilføyelsen står i høyre marg.]
De forstår ikke at jeg måtte
forgå mig, – fordi jeg var mig
selv. Og ikke nogen
anden˺
Fru Borkman
Grunde frikender ingen.
Borkman
I ens egne øjne kan de frikende.
Fru Borkman
Å lad være med dette her. Jeg har tænkt så
rundelig nok over de sager.
Borkman
Jeg også. I de sex år i cellen havde jeg ti{ <...> }d
til det. Og i de otte år ovenpå i salen havde
jeg endnu bedre tid. Jeg har taget hele retsfor–
handlingen op igen ˹Til f<...> ˺ – for mig selv. Har kræn–
get og vendt hver eneste af mine handlinger.
Ud og ind. Bagfra og forfra. Og det domsre-
sultat jeg <...> er kommet til, det er det, at den
Faksimile

eneste, jeg har forbrudt mig imod – det er mig
selv.
Fru Borkman
End imod mig da? Og imod din søn?
Borkman
Du og han kommer ind under det, jeg mener
når jeg siger mig selv.
Fru Borkman
Og de mange hundrede andre da? De, som
man sa’ du havde ruineret.
Borkman
Jeg havde magten. Og disse andre kom mig
ikke ved.
Fru Borkman
Nej, nej, det kan der være noget i.
Borkman
Gad vide, jeg – hvis de andre havde havt mag-
ten, om de ikke havde handlet akkurat lige-
som jeg.
Fru Borkman
Det havde de ikke gjort, – de fleste af dem
Borkman
Faksimile
Kanske ikke. Men så var det fordi de ikke
havde evner som jeg. Og havde det gjort det
så havde de ikke gjort det med mine formål
for øje. Handlingen var da bleven en anden.
Kort og godt; jeg har frikendt mig selv.
Frøken Rentheim
Å, men tør du sige det så trygt.
Borkman
Frikendt for vidt. Men så kommer den
store knugende selvanklage.
Fru Borkman
Hvilken.
Borkman
Jeg har gået deroppe og sløset bort hele otte
kostbare år af mit liv. Samme dag jeg kom
på fri fod skulde jeg skulde jeg gået ud i vir-
keligheden. Begyndt nedenfra og svunget
mig op til højderne påny, – højere end nogen-
sinde før, – trodt alt det, som ligger imellem.
Fru Borkman
Det blev det samme liv om igen, – tro du mig.
Borkman
Faksimile
Der sker ingenting nyt. Men det som skér
gentager sig heller ikke. Det er øjet som for-
vandler handlingen. Det genfødte øje den gam-
le handling. Nå, det forstår du ikke –
Fru Borkman
Nej, jeg forstår det ikke.
Borkman
Nej, det er just forbandelsen at jeg aldrig har
fundet forståelse hos nogen –
Frøken Rentheim
Aldrig?
Borkman
Undtagen én – kanske. Forl<...> længe, længe siden.
I de dage da jeg ikke syntes jeg havde forståel-
se behov. Ellers, siden, aldrig hos nogen. Ingen
har jeg havt som var årvågen nok til at ˹være påfærde ˺ at hjæl-
pe ˹kalde˺ mig, – ˹Ringe for mig som en morgenklokke˺ skøtte mig med at prente mig ind at
\Mane mig til arbejde/
jeg intet ondt har bedrevet.
Fru Borkman
Så det behøver du da alligevel{?} ˹at indprentes?˺
Borkman
Ja, når hele verden hyler i kor at jeg er en
Faksimile

31.

forbryder så er det mange gange at jeg selv
er nær ved at tro det. Men så stiger min inder-
ste ˹sejrende˺ bevidsthed op igjen. Og den frikender mig.
Fru Borkman

\Du har aldrig spurgt efter forståelse. Hvoraf ved du det./
Du har aldrig elsket nogen, det er sagen.
Borkman
Jeg har elsket magten.
Fru Borkman
Magten, ja.
Fru Borkman
Magten til at gøre mennesker lykkelige.
Fru Borkman
Du havde engang magten til at gøre mig lyk-
kelig. Har du brugt den til det?
Borkman
Nogen må bukke under
Fru Borkman
Og din egen søn. Har du gjort ham lykkelig.
Borkman
Ham kender jeg ikke. Det har du sørget for
Fru <...> Borkman
Nej, det er sandt.
Faksimile
Borkman
Det har du sørget for. <...>
Fru Borkman
Å, du ved ikke hvad jeg har sørget for.
Borkman
Du!
Fru Borkman
Ja, just jeg. Jeg alene.
Borkman
Så sig det da!
Fru Borkman
Dit eftermæle.
Borkman
Eftermæle? Det klinger næsten som om jeg
var død.
Fru Borkman
Det er du også.
Borkman
Ja, du har ret. – Men nej, nej, ikke endnu. Jeg
var nær ved det. Nu er jeg vågnet igen. Der
ligger liv foran mig. Det skal du nok få
sé.
Faksimile
Fru Borkman
Drøm aldrig om det. Forhold dig rolig der du
ligger.
Frøken Rentheim
Gunhild! Gunhild!
Fru Borkman
Jeg vil rejse mindesmærket over graven.
Borkman
Skamstøtten mener du sagtens.
Fru Borkman
Å nej, det skal ikke være noget mærke af sten eller
metal. Der skal plantes som en klynge af levende
trær og busker tæt, tæt omkring ˹dit gravliv˺ graven. Skygge
over den ˹over alt det dunkle, som engang var˺. Dække d Skjule den for menneskenes
øjne. Dække den over i glemsel – J. G. B.
Borkman
Og det kærlighedsværk vil du øve?
Fru Borkman
Ikke ved egne kræfter. Det tør jeg ikke tænke
på. Men jeg har opdraget en hjælper til at sætte
sit liv ind på dette ene.
Borkman
Faksimile

(opfarende)
Er det Erhard du mener!
Fru Borkman
˹ [HIS: Tilføyelsen begynner mellom linjene og fortsetter i høyre marg.]
han skal leve sit liv i renhed og lys, således at
dit eget grubeliv ˹blir som˺ er
udslettet heroppe
jorden
Ja, det er Erhard! Min søn. Han, som du vil
gi’ afkald på til bod for dine egne gerninger.
Borkman
Bod for min største brøde.
{B}Fru Borkman
Brøde imod en fremmed bare. Husk på brøden
imod mig! Men han lyder jer ikke! Når jeg skri-
ger efter ham i min nød, så kommer han. For
det er hos mig han ˹helst˺ vil være! Hos mig og aldrig
hos nogen ande{t}n! (lytter) Der hører jeg ham!
Der er han, – der er han!
(Erhard Borkman river ilsomt entredøren op
og kommer indenfor. Han er i overfrakke og har
hatten på hovedet)
Erhard
˹ (ser Bk, farer sammen og tager ærbødig hatten af) ˺
(bleg og ængstelig)
Mor da, – hvad i guds navn,hvad er det du vil
mig? ˹ Hvad er her hændt!˺
Fru Borkman
Faksimile

32.

(imod ham)
Jeg vil se dig, Erhard! Jeg vil ha’ dig hos mig, –
altid!
Erhard

(stammende)
Ha’ mig –? Altid! Hvad mener du –?
Fru Borkman
Ja, for der er nogen som vil ta’ dig fra mig.
Erhard
˹ (viger et skridt) ˺
Ah, du ved det altså –?
Fru Borkman
Ja. Ved du det også?
Erhard

(studsende)
Om jeg ved det! Ja, naturligvis –
Fru Borkman
Ah, et aftalt spil! Bag din mors ryg, – Er-
hard, Erhard!
Erhard
Sig mig, hvad det er for noget, som du ved.
Fru Borkman
Jeg ved det altsammen. Jeg ved at din tante
Faksimile

er kommen her for at ta’ dig fra mig.
Erhard
Tante Ella!
Frøken Rentheim
Å, hør først lidt på mig, Erhard.
Fru Borkman
Hun vil at jeg skal afstå dig til hende. Hun
vil være dig i mors sted. Vil at du skal være
hendes søn og ikke min herefter. At du skal
arve alt efter hende. Lægge dit navn af og
ta’ hendes i stedet.
Erhard
Tante Ella, er dette her sandt!
Frøken Rentheim
Ja, det er sandt.
Erhard
Jeg har ikke vidst et ord om sligt noget
før nu. Hvorfor vil du ha’ mig til dig nu
igen?
Frøken Rentheim
Fordi jeg føler at jeg mister dig her.
Fru Borkman
Faksimile

˹ hårdt ˺
For min skyld mister du ham, ja. Og det er
bare i sin orden{.} ˹, det.˺
Frøken Rentheim
Erhard, jeg har ikke råd til at miste dig. Du
skal vide at jeg er et ensomt – døende menneske
Erhard
Døende –!
Frøken Rentheim
Ja, døende. Vil du være hos mig til det sidste.
Knytte dig helt til mig? Være for mig som mit
eget barn –
Fru Borkman
– og svigte din mor og ˹kanske˺ din opgave i livet og-
så! Vil du det, Erhard!
Frøken Rentheim
Jeg er dømt til at gå bort – Svar mig, Er-
hard.
Erhard
Tante Ella! Du har været mig så usigelig god.
Hos dig har jeg fået lov til at vokse op i al den
sorgløse lykkefølelse som jeg tror der kan være
over ˹noget˺ et barns liv –
Faksimile
Fru Borkman
Erhard! Erhard!
Frøken Rentheim
Å hvor deiligt at du kan se det så endnu!
Erhard
– men jeg kan ikke ofre mig for dig. Ikke
helt og holdent gå op i at være som en søn
for dig –
Fru Borkman

(triumferende)
Ah, jeg vidste det nok! Du får ham ikke! Du
får ham ikke, Ella!
Frøken Rentheim

(tungt)
Jeg ser det. Du har vundet ham tilbage.
Fru Borkman
Ja, ja, min er han og min bli’r han. Erhard, –
ikke sandt du, – vi to har endnu et stykke vej
at gå sammen.
Erhard

(kæmpende med sig selv)
Mor, jeg må sige dig det rent ud –
Faksimile
33.
Fru Borkman

(spændt)
Nå!
Erhard
Det blir nok bare et kort stykke vej jeg kommer
til at gå sammen med dig, mor.
Fru Borkman

(slagen)
Hvad vil du sige med det!
Erhard
Herregud, mor, – jeg er da ung. Jeg synes at
stueluften her rent må kvæle mig tilslut.
Fru Borkman
Her, hos mig!
Erhard
Ja, her hos dig, mor!
Frøken Rentheim
Så kom med mig, Erhard!
Erhard
Å tante, det er ikke et hår bedre hos dig. Det
er på en anden vis der. Men ikke bedre for
det. Ikke bedre for mig.
Faksimile
Fru Borkman

rystet, men med tilkæmpet fatning)
Stueluft hos din mor, siger du?
Erhard
Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det andet.
Al denne sygelige, kvælende ˹omhu og˺ – forgudelse – eller
hvad det er for noget.
Fru Borkman
Glemmer du hvad du har viet dit liv til?
Erhard
Sig heller, hvad du har viet mi{g}t liv til.
Du, du, har været min vilje. Jeg selv har ikke
fået lov til at ha’ nogen. Nu kan jeg ikke bære
dette åg længer.
Fru
˹Jeg er ung! Jeg kan ikke vie mit
liv til soning for en anden – Hvem denne anden end
måtte være.˺
Fru Borkman

(greben af en pludselig tanke)
Hvem er det som har forvandlet dig, Erhard!
Erhard

(truffen)
Hvem –?
Fru Borkman
Ja, du er kommen ind under d<...> andre
Faksimile

magter. Du er ikke under din mors længer.
Og ikke under din – din plejemors heller.
Borkman

(frem mod Erhard)
Så er kanske tiden endelig kommet for mig
en gang.
Erhard

(fremmed)
Hvorledes?
Fru Borkman
Ja, det spør’ jeg også.
Borkman

(til Erhard)
Hør, du, – vil du så gå med mig da. Det er ik
ke gennem nogen andens livsførelse at en mand
kan finde oprejsning for sit fald. Det er tomme
drømme som er ble’t fablet for dig om. Her nede
i stueluften. Om du så vilde indrette dit liv på
at leve det som en helgen, – det nytted ikke mig
en smule –
Erhard
˹ (ærbødig) ˺
Det er så sandt som det er sagt.
Faksimile
Borkman
Ja. Og det vilde heller ikke nytte om jeg gav mig
til at visne hen i bod og sønderknuselse. Jeg har
prøvet på at hjelpe mig igennem med drømme ˹og håb˺
– i alle disse årene. Men det duer ikke. Og nu
vil jeg ud af drømmene –
Erhard
Og hvad vil – hvad vil så far gøre.
Borkman
Oprejse mig selv. Begynde nedenfra igen. Det
er gennem sin nutid og sin fremtid at et men-
neske kan sone sin fremti{g}d. Gennem arbejde
gennem ustandseligt arbejde for alt det, som
i ungdommen stod for mig. Men nu så tu-
sendfold højere. Erhard, – jeg vil ha’ dig med
til at hjælpe mig med det.
Fru Borkman
Gør det ikke, Erhard!
Frøken Rentheim
Jo, jo, gør det. Å, hjælp ham, Erhard!
Fru Borkman
Det råder du til. Du, den ensomme, – den døende –
Faksimile
34.
Frøken Rentheim
Det får være det samme med mig.
Fru Borkman
Ja, når bare ikke det er mig som ta’r ham fra
dig.
Frøken Rentheim
Netop det, Gunhild.
Borkman
Vil du, Erhard?
Erhard

(kæmpende)
Far, – jeg kan det ikke nu!
Borkman
Men hvad vil du da tilsidst.
Erhard
Jeg er ung. Jeg vil leve livet.
Frøken Rentheim
Ikke ofre nogen korte måneder for at lyse
op i et fattigt sluknende menneskeliv –
Erhard
Tante, jeg kan det ikke.
Frøken Rentheim
Faksimile
Ikke for en, som holder så usigelig af dig?
Erhard
Så sandt jeg lever, tante Ella, – jeg kan det
ikke.
Fru Borkman
Og din mor binder dig ikke længer heller.
Erhard
Jeg vil altid holde af dig. Men jeg kan ikke
bli’ ved at leve hos dig alene. For det er ikke
liv dette her.
Borkman
Liv, det er arbejde, det, Erhart. Kom, bind
dig til mig. Så går vi ud sa i livet og arbej-
der sammen –
Erhart
Ja, men jeg vil ikke arbejde nu. For jeg er
ung. Aldrig har jeg vidst af at jeg var det før.
Men nu føler jeg det strømmer ligesom så
varmt igennem mig. Jeg vil ikke arbejde.
Bare leve, leve, leve!
Fru Borkman

(med et anende udråb)
Faksimile
Erhart, – hvad vil du leve for!
Erhart

(tindrende)
For lykken, mor!
Fru Borkman
Og hvor tænker du at finde den!
Erhart
Jeg har alt fundet den!
Fru Borkman
Erhart –!
(Erhart går raskt hen ˹og˺ åbner forstuedøren)
og <...>
Erhart

(råber ud)
Fanny, – nu kan du komme ind!
(Fru Wilton, i overtøj, viser sig på dør{ <...> }tærskelen)
Fru Wilton Borkman

(med løftede hænder)
Fru Wilton –!
Fru Wilton

(sky, med et spørgende blik til Erhart)
Kan jeg –?
Erhart
Faksimile
Ja, nu kan du komme. Jeg har sagt det
altsammen.
(Fru Wilton kommer ind i stuen og lukker
døren efter sig.) Hun bøjer sig afmålt for Bork
man og frøken Rentheim, der begge <...> stumt hilser
igen. Kort taushed)
Fru Wilton

(med dæmpet men fast stemme)
˹Ordet˺ Det er altså blevet sagt. Og så kan jeg jo nok
vide at jeg står her som en, der har anrettet
en stor ulykke i huset.
Fru Borkman

(langsomt, ser stivt på hende)
De har knust den sidste rest af det, jeg havde
at leve for. (udbrydende) Men dette her, – det er
jo dog så rent umuligt alligevel.
Fru Wilton
Jeg forstår så godt at det må forek{ <...> }omme
Dem umuligt, fru Borkman.
Fru Borkman
Ja, det må De da vel sige Dem selv, at det er u-
muligt –. Eller hvad –?
Faksimile
35.
Fru Wilton
Jeg vil heller sige at det er så rent urimeligt.
Men det er nu engang så alligevel.
Fru Borkman
Er dette her dit fulde alvor, Erhart?
Erhart
Dette her er lykken for mig, mor! Hele den sto-
re dejlige livets lykke. Jeg kan ikke sige dig no-
get andet.
Fru Borkman

(til fru Wilton; knuger hænderne)
Å, hvor De har dåret og forlokket min ulykke-
lige søn.
Fru Wilton

(med et stolt nakkekast)
Det har jeg ikke gjort.
Fru Borkman
Har De ikke gjort det, siger De!
Fru Wilton
Nej. Frivillig er Erhart kommet imod mig. Og fri-
villig har jeg mødt ham.
Fru Borkman
Faksimile

(ser hånligt nedad hende)
Ja, De ja! Det tror jeg så gerne.
Fru Wilton

(behersket)
Fru Borkman, – der gives magter i menneske-
livet, som De ikke synes at kende synderlig til.
Fru Borkman
Hvilke magter, om jeg tør spørge?
Fru Wilton
De magter, som byder to mennesker to men-
nesker at knytte sig uløselig sammen.
Fru Borkman
Jeg trode at De var uløselig bunden – til en
anden.
Fru Wilton
Denne anden har forladt mig.
Fru Borkman
Men han lever dog, siges der.
Fru Wilton
For mig er han død. – Å, <...>
Erhart
.
Ja, mor, og denne anden kommer mig ikke ved
Faksimile
Fru Borkman
Du ved det altså!
Erhart
Ja, <...> .
Fru ˹Borkman˺ Rein Wilto
Og det kommer mig ikke ved, siger du!
Erhart
Jeg kan bare sige dig at det er lykken jeg
vil ha’. Jeg er ung. Jeg vil leve, leve, leve!
Fru Borkman
Ja, du er ung. Altfor ung til dette her.
Fru Wilton
De må ikke tro andet end at jeg har sagt
ham det samme. Alle mine livsforhold har
jeg lagt frem for ham. Idelig har jeg mindet
ham om at jeg er hele syv år ældre end ham.
Erhart
Å hvad, – det vidste jeg jo i forvejen.
Fru Wilton
Ingenting, – ingen verdens ting har frugtet.
Fru Borkman
Så? Hvorfor har De da ikke glat væk af-
Faksimile

vist ham?
Fru Wilton
Det kunde jeg simpelt hen ikke.
Fru Borkman
Hvorfor kunde De ikke?
Fru Wilton
Fordi lykken var for mig også, – { <...> }bare i dette
eneste ene –
Fru Borkman

(hånligt)
Hm, – lykken – lykken –
Fru Wilton
Jeg har aldrig før vidst hvad lykke var i livet
Og jeg kan da umulig vise lykken fra mig fordi
om den kommer så sent.
Fru Borkman
Og hvor længe tror De den lykke vil vare.
Erhar{d}t
Kort eller længe, mor, – det får være det
samme!
Fru Borkman
Forblindede, som du er! Ser du da ikke hvor
Faksimile

36.

alt dette her bærer hen?
Erhart
Jeg bryr mig ikke om at se fremad. Ikke se ˹mig om˺
i n{g}ogen retning. Jeg vil bare leve livet{.} ˹– engang
jeg også.˺
Fru Borkman
Og dette kalder du livet, Erhart!
Erhart
.
Ja, ser du da ikke hvor dejlig hun er!
Fru Borkman
Og denne knusende skam skal jeg altså ˹også˺ måtte
bære { <...> }på!
Borkman
Du er jo vant til at bære sligt noget, du, Gun-
hild.
Erhart

(bønligt)
Far –!
Fru Borkman
˹Her skal˺ Måtte se ˹gå her og˺ her daglig for mine øjne min egen
søn og en – en –
Erhart

(afbrydende)
Faksimile
Ingenting skal du få se. Vær trygg for det.
˹Jeg blir ikke her længer.˺
Fru Wilton

(ha fast og bestemt)
Vi rejser, fru Borkman.
Fru Borkman
Rejser De også! Sammen –?
Fru Wilton
Jeg rejser sydover. Til udlandet. Sammen
med en ung pige. Og Erhart følger ˹med˺ os.
Fru Borkman
Med Dem ˹–˺ og en ung pige?
Fru Wilton
Ja. Det er den unge Frida Fol{ <...> }dal, som jeg har
ta’t i huset til mig. Jeg vil at hun skal ud og læ–
re musik.
Fru Borkman
Og så tar De hende med Dem –
Fru Wilton
Ja, jeg kan jo ikke slippe det unge barn løs
alene derude.
Fru Borkman

(forskende)
Faksimile
Hvad siger du til det, Erhart?
Erhart
.
Jo mor, – når Fanny endelig så vil ha’ det, – så –
Fru Borkman
Når rejser herskabet, om man tør spørge?
Fru Wilton
Vi rejser nu straks inat. Men Min slædevogn
står nede på vejen ˹og venter udenfor hos Hinkels.˺ – ˹udenfor hos Hinkels˺
Fru Borkman
Og den unge pigen –?
Fru Wilton
Hun sidder ˹alt˺ i vognen og venter på os.
Erhart
Jeg vilde ha’ skånet dig, mor, – og alle for dette
her.
Fru Borkman
Rejst uden at sige farve{ <...> }l.
Erhard
Ja, jeg syntes det var bedst. ˹ [HIS: Tilføyelsen står i høyre marg, vår plassering følger førstetrykket.]
Alting var jo klappet og
klart. Tøjet pakket˺
Men da der så
kom bud efter mig, så –. Farvel da, mor.
Fru Borkman

(afværgende)
Faksimile
Rør mig ikke!
Erhart
Er det dit sidste ord?
Fru Borkman
Ja.
Erhart
.
Farvel du da, { <...> }tante Ella.
Frøken Rentheim

(rækker ham hænderne)
Farvel da, Erhard. Og lev, – og bliv så lykke-
lig som du bare kan.
Erhart
Tak. (bukker) Farvel, far. (sagte til fru Wilton)
Lad os se at komme afsted så fort vi bare
kan.
Fru Wilton
Ja, lad os det.
Fru Borkman
˹ med et ondt smil ˺
Fru Wilton, – tror De at De gør klogt i at ta’
den unge pigen med.
Fru Wilton

(smiler)
Faksimile
37.
Mændene er så ubestandige, frue ˹Og kvinderne også˺. Når Er-
hart er færdig med mig, – og jeg med ham, – så er
det godt for os begge at han har nogen at falde
tilbage på.
Fru Borkman
Men De selv da?
Fru Wilton
Å, jeg arrangerer mig nok ˹kan De vide˺. Farvel allesammen
(Hun hilser og går. Erhart står et øjeblik ubeslut-
som, så vender han sig og følger hende)
Fru Borkman

(med sænkede, foldede hænder)
Barnløs.
Borkman

\som vågnende til beslutning/
(mod døren)
Så ud i uvejret alene da. Min hat! Min kappe!
Frøken Rentheim

(efter ham) ˹standser ham˺
John, John, hvor vil du hen!
(Hun holder ham fast)
Borkman
Ud i livets uvejr, hører du. Slip mig, Ella!
Faksimile
˹ [HIS: Tilføyelsen står øverst på siden.]
Slip mig siger jeg!
(Han river sig løs og går ud i forstuen.)
˺
Frøken Rentheim
\ i døren) /
Nej, nej, jeg slipper dig ikke. Hjælp mig at
holde på ham, Ella Gunhild.
Fru Borkman
Jeg holder ikke på noget menneske i hele
verden! Lad dem gå fra <...> mig allesammen.
Både den ene og den anden! Så langt, – så
langt der bare vil. (med et skærende skrig)
Erhart, rejs ikke!
(Hun styrter mod døren. Frøken Rentheim
efter hende.)

[Forfatternote: 20.8.96.] [Forfatternote: 10.10.96.]
Faksimile
[Forfatternote: 21.8.96.] [Forfatternote: 11.10.96.]
Fjerde akt.
(Åben gårdsplads udenfor hovedbygnin-
gen, som ligger til højre. Et hjørne af denne
med indgangsdør og en stentrappe springer
frem. I baggrunden nær ind til gården ˹skimtes˺ skrå-
nende, granbevoksede lier. S<...> Begyndende
˹tæt˺ småskov til venstre. ˹Snevejret er ophørt men˺ {J}jorden er ˹højt˺ dækket af ˹den˺ ny˹lig˺
˹faldne˺ sné. Granerne, ludende og tunge, ligeså. ˹Mørk˺ Tung
\Drivende skyer. Månen skimtes undertiden svagt./
natteluft. Omgivelserne mo modtager kun et
˹mat˺ svagt lys fra sneen)
(Borkman, fru Borkman og frøken Rent-
heim står ude på trappen. Borkman har en
mørk, gammeldags slængkappe kastet over
den venstre skulder, holder en blød grå filt-
hat i den ene hånd og en tyk knortekæp i
den anden. Frøken Rentheim har sit store
tørklæde over hovedet. Fru Borkmans
tørklæde er gledet ned over nakken så at
hendes hår er blottet.)
Faksimile
Frøken Rentheim

(holder fru Borkman fast i armen)
Gå ikke efter ham, Gunhild!
Fru Borkman
Slip mig bare du –!
Frøken Rentheim
Det er så rent unyttigt, siger jeg dig. Du nåer
ham ikke.
Fru Borkman
Lad mig gå, Ella! Jeg vil skrige højt efter ham
nedover ˹hele˺ vejen. Og sin mors skrig må han da
vel høre!
Frøken Rentheim
Han kan ikke høre dig. Han sidder visst alt
inde i vognen –
Fru Borkman
Nej, nej, han kan da ikke sidde i vognen
endnu –
Frøken Rentheim
Han sidder, tro du mig.
Fru Borkman

(i fortvilelse)
Faksimile
38.
Sidder han i vognen, – så sider han der med
hende, med hende, – hende!
Borkman

(skummet)
Og så hører han nok ikke sin mors skrig da.
Fru Borkman
Nej, så hør{ <...> }er han det ikke. (lytter) Hys, –
hvad er det.
Frøken Rentheim

(lytter ligeledes)
Det er ligesom bjeldeklang {.}–[HIS: Det kan også være punktum som overskriver tankestrek.]
Fru Borkman
Det er hendes vogn –
Frøken Rentheim
Eller kanske en andens –
Fru Borkman
Nej, nej, det er fru Wiltons slædevogn. Jeg ken-
der sølvklokkerne. Hør! Nu kører de lige for-
bi her – nedenunder bakken!
Frøken Rentheim

(hurtig)
Vil du skrige efter ham, så skrig nu. Kanske
Faksimile

han alligevel –
(Bjældeklangen lyder lige ved)
Frøken Rentheim
Skynd dig, Gunhild –! Nu er de lige nedenunder os
Fru Borkman

(et øjeblik ubeslutsom, derpå ˹stivner hun hård og˺ fast)
Nej; jeg skriger ikke til ham. Lad ham
køre forbi. Langt ud i det, han nu kalder
livet.
(Klokkeklangen taber sig i det fjerne)
Frøken Rentheim

(lidt efter)
Nu høres ikke klokkerne længer.
Fru Borkman
Jeg syntes de lød som gravklokker –
Borkman

(i udbrud)
Ikke over mig {!}endnu
Fru Borkman
Men over mig. Og over ham, der rejste.
Frøken Rentheim

(nikker langsomt)
Faksimile
Hvem véd om de ikke ringer ˹livet og˺ lykken ˹ og livet ˺ ind for
ham alligevel, Gunthild.
Fru Borkmand

(opfarende, ser på hende)
Livet og lykken –!
Frøken Rentheim
For en stakket stund ialfald.
Fru Borkman
Vilde du unde ham livet og lykken – med
hende!
Fr{u}øken Rentheim

(stærkt og inderligt)
Ja, af hele min ful min hele, fulde sjæl vil-
de jeg det!
Fru Borkman
Så må du være rigere på kærlighedkraft,
du, end jeg.
Frøken Rentheim
Det er kanske kærlighedssavnet, som holder
den kraft oppe.
˹ [HIS: Tilføyelsen står på nederste del av siden, litt til høyre.]
Fru B.
Hvis så er, da blir jeg snart lige-
så rig som du.
(Hun går ind i huset)
˺
(Vilhelm Foldal, i sin gamle kavaj, med hat-
ten nedbrættet og med den store paraply i ˹ [HIS: Tilføyelsen står nederst på siden.]
Frøken R.
Kom og gå ind, du også, John.
B.
(opfarende)

Jeg! Op på salen
˺
Faksimile

hånden kommer frem bag huset, møjsomt
stavrende gennem huset) sneén
)
Fru Borkman
Hvis så er, da blir jeg nok snart lige så rig
som du, Ella.
(Hun går ind i huset)
Frøken Rentheim

(lægger hånden varsomt på hans <...> skulder)
John, kom og gå ind, du også. Ind, hvor der er
varmt.
Borkman

(opfarende) ˹opvågnende˺
Jeg! Op ˹igen˺ på salen kanske!
Fr{u}øken Rentheim
Al<...> Helst ind i stuen til hende.
Borkman
Aldrig i livet sætter jeg foden under det tag
mere.
Frøken Rentheim
Men hvor hvil du da hen?
Borkman
˹ sætter hatten på ˺
Først vil jeg nu gå ud og sé til alle mine
Faksimile

39.

gemte skatte.
Frøken Rentheim

(angst)
Jeg forstår dig ikke –
Borkman

(i latter)
Å, det er ikke bortgemt tyvegods jeg mener –
Vær ikke ræd for det, Ella. (peger) Se han
der! Hvem er det?
(Vilhelm Foldal, i sin gamle kava{g}j, med
hatten nedbrættet og med den stor paraply
i hånden kommer frem foran huset møjsomt
stavrende gennem snéen. Han hinker stærkt
på den venstre fod)
Borkman
Vilhelm! Hvad vil du her – nu igen!
Foldal

(ser op)
I herren{ <...> }s navn, – står du ude på trappen,
John Gabriel? (hilser) Og fruen også?
Borkman

(kort)
Faksimile
Det er ikke fruen.
Foldal
Å, om forladelse. – Men at du, som ellers
aldrig –!
Borkman
Det er på tiden, jeg begynder at bli’ frilufts-
menneske igen. ˹ [HIS: Tilføyelsen står i høyre marg.]
˹Næsten˺ Tre år i varetægt, fem år i cellen
otte år på salen ˹deroppe˺ – Borkman
Det er˺
Foldal
Ja, ja, ja – John Gbr.
Borkman
Men hvad er det du vil mig, spør’ jeg?
Foldal
Jeg vilde op til dig, John Gabriel. Jeg syntes
jeg måtte op til dig – på salen{.} ˹, – herregud, – den salen, du˺
Borkman
Til mig, som viste dig døren?
Foldal
Ja, det får i guds navn være det syn samme.
Borkman
Hvad har du gjort ved foden? Du går jo
og halter?
Foldal
Faksimile
Ja, tænk dig du, – jeg er ble’t overkørt –
Frøken Rentheim
Overkørt!
Foldal
Ja, af en slædevogn –
Borkman
Aha!
Foldal
me lukket vogn. Med to heste for. De kom
i susende fart nedover { <...> }bakken. Jeg kunde ikke
vige af vejen fort nok – og så
Frøken Rentheim
– og så kørte de over Dem?
Foldal
De kørte lige på mig, frue – eller frøken. Lige på
mig, så jeg rulled rundt i sneen{.} ˹og misted brillerne
og fik paraplyen knækket og foden skadet også˺
Borkman
Véd du, hvem der sad i den vognen, Vilhelm?
Foldal
Nej, hvor kunde jeg sé det! Det var jo en luk-
ket vogn. ˹Vinduerne trukket til og gardinerne nede.˺ Men det kan være det samme, for –
Å, jeg er så forunderlig { <...> }glad, du –
Faksimile
Glad –?
Foldal
Ja, jeg ved ikke rigtig. Men jeg synes at jeg nær-
mest må <...> kalde det glad. Og ˹derfor˺ så kunde jeg ik-
ke andet. Jeg måtte indom og dele glæden med
dig, John Gabril.
Borkman
˹ (hårdt) ˺
Nå, så del den ˹glæden˺ da!
Frøken Rentheim
Å, men få da ˹først˺ din ven ind med dig, Bork-
man.
Borkman
Jeg vil ikke ind i huset, har jeg sagt!
Frøken Rentheim
Men du hører jo at han er ble’t overkørt!
Borkman
Å, overkørt blir vi allesammen, – en gang i livet
˹Men˺ Og så får en rejse sig ˹op˺ igen. O{ <...> }g lade som ingen-
ting.
Foldal
Det var et dybsindigt ord, John Gabriel. Men jeg
kan så ˹inderlig˺ godt fortælle her ude i en fart.
Faksimile
40.
Borkman

(mildere)
Ja, tjen mig i det, Vilhelm.
Foldal
Ja, nu skal du bare høre! Tænk dig, du, – da jeg
kommer hjem her iaftes – så finder jeg et brev. –
Kan du gætte hvem det var fra?
Borkman
Kanske det var fra din lille Frida.
Foldal
Netop! Tænk, at du traf det straks! Ja, det var et
langt – temmelig langt brev fra Frida. Og kan
du tænke dig, hvad hun skriver om.
Borkman
Skulde det være for at sige farvel til foræl-
drene?
Foldal
Akkurat! Det er mærkværdigt som du kan gæt-
te, John Gabriel! Jo, hun skriver at fru Wilton
har fattet så stor godhed for hende. Og nu vil fru-
en rejse med hende til udlandet. For at Frida
kan få lære mere musik, skriver hun. Og så
Faksimile

har fru Wilton sørget for en dygtig lærer, som
som skal være med på rejsen. Og læse med Frida{,}.
skønner du {.}For ˹desværre˺ hun er nok lidt forsømt i enkel-
te stykker, skønner du.
Borkman

(klukker indvendig)
Ja vel, ja vel. ˹Forstår det så godt, umådelig Vilhelm˺
˹ [HIS: Tilføyelsen står i høyre marg.]
Tænk, hun fik vide det om rejsen
i allersidste øjeblik. Og endda
så fandt hun tid til at skrive
˺
Foldal

\ fortsætter ivrig /
Og breve{ <...> }t er så varmt og ˹varmt og˺ smu <...> kt og hjerteligt
skrevet, forsikkrer jeg dig til. Ikke spor af rin
geagt for sin far. Og så det fine træk ˹du˺ h<...> at hun
vilde sige os farvel skriftlig. (ler) Men det blir
der rigtignok ikke noget af{?}!
Borkman

(studser)
Hvorledes det!
Foldal
Hun skriver, at imorgen tidlig rejser de. Ganske
tidligt.
Borkman
Se, se, – imorgen? Skriver hun det?
Foldal
.
Faksimile

(ler og gnider hænderne)
Ja, men nu er jeg listig, ˹jeg˺ ser du! Nu går jeg ˹lige˺ op til
fru Wiltons –
Borkman
Nu ikveld?
Foldal
Ja, herregud, det er da ikke så ˹svært˺ sent endnu. Og
skulde der alt være stængt, så ringer jeg på. { <...> }Uden
videre. For jeg vil og jeg må sé {f}Frida før hun
rejser! Farvel! (Han vil gå)
Borkman
Hør her, min stakkers Vilhelm, – du kan spare
dig det tunge vejstykke.
Foldal
Å, du tænker på den foden –
Borkman
Ja, og så slipper du ikke ind ˹hos fru Wiltons˺ alligevel.
Foldal
Jo mænd gør jeg så. Jeg blir ved at ˹kime˺ rin-
˹på klokken˺ ge til der kommer nogen og lukker op –
Frøken Rentheim
Deres datter er alt rejst, herr Foldal.
Faksimile
Foldal

(ligesom slagen)
Er Frida alt rejst! Ved De det visst? Hvem har
De det fra?
Borkman
Vi har det fra hendes vordende lærer.
Foldal
Så? Og hvem er han da?
Borkman
Det er en student Erhart Borkman.
Foldal

(strålende glad)
Din søn, John {g}Gabriel! Skal han rejse med!
Borkman
Ja, det er ham, som skal hjælpe fru Wilton
de med at oplære din lille Frida.
Foldal
Nå, gud ske lov! Så er jo barnet i de bedste
hænder ˹da˺. Men er det da ganske visst at de
alt er rejst med hende?
Borkman
De rejste med hende i den vognen, som kørte
Faksimile

41.

dig over på vejen.
Foldal
,
(slår hænderne sammen)
Tænke sig til at min lille Frida sad inde i
den pragtfulde vognen!
{ <...> }Borkman
Jo-ja, Vilhelm, – din datter er kommen godt op at
køre. Og student Borkman også. – Nå, – la’ du så
mærke til sølvklokkerne?
Foldal
Jo da. Sølv <...> ˹siger du˺? Var det sølvklokker du? Virke-
lig {s}ægte sølv?{k}lokker.
Borkman
Det kan du forlade dig på. Altsammen var
ægte. Både udenpå – og – og indeni.
Foldal

E
(bevæget)
Er det ikke forunderligt, hvorledes lykken
kan føje sig for et menneske! Det er min –
min smule digterbegavelse, som har omsat
\Og så har jeg altså ikke forgæves været digter alligevel da./
sig til musik hos Frida! Og ˹For˺ Og så får hun rejse
ud i den store, vide verden! ˹ [HIS: Tilføyelsen står nederst på siden.]
som jeg engang havde drømt så dejligt om at få se.˺
I lukket slæde-
Faksimile

vogn ˹får hun rejse˺! Og med sølvklokker – ˹på sæletøjet –˺
Borkman
– og køre over sin far –
Foldal

<...>
(glad)
Å hvad! Det kan være det samme med mig –
når bare barnet. –. Nå ja ˹når det altså er for sent˺, så går jeg hjem
igen da, – og trøster hendes mor, som sidder
inde og græder.
Borkman
Græder hun?
Foldal

(småleende)
Ja, tænk dig til, du, – hun græd rent svært da
jeg gik.
Borkman
Og du lér, du, Vilhelm.
Foldal
Ja jeg, ja! Men hun, stakker, hun forstår
det ikke ˹bedre˺, hun{.}, ser du. Nå, farvel da. Godt
at jeg har sporvognen så nær ved! Farvel,
John Gabriel! Farvel, farvel, frøken –!
Faksimile
(Han hilser og går møjsomt ud samme
vej, som han kom)
Borkman

(står en stund stille og ser hen for sig)
Farvel, Vilhelm! Det er ikke første gang
i livet at du er ble’t overkørt, gamle ven.
Ella Rentheim
.
Å, kom nu og gå ind, John {!} ˹med mig˺
Borkman
˹ [HIS: Tilføyelsen står i forlengselse av rollenavnet i replikken over.]
Nu er jeg udenfor
muren. Nu får de mig ikke mere Haha˺
Lad være med det! Jeg har jo sagt dig –
Ella Rentheim
Men når jeg nu bér dig så indstændig
\
(Pigen kommer)
/
Borkman

\
Nu vil de stænge mig inde
/
(i skræk; går ilsomt ned på gårdspladsen)

\Her ude i natten er det så godt at være./
Aldrig under tag ˹igen.˺ mere ! Gik jeg op på salen
nu, – loft og vægge vilde skrumpe sig sammen.
Knuge mig. ˹Som˺ Klemme mig flad som en flue –
Ella Rentheim

(nede hos ham)
Men hvor vil du da hen?
Borkman
Bare gå, og gå og gå –. ˹ [HIS: Tilføyelsen står nederst på siden.]
Se om jeg ˹et sted˺ kan vinde frem til frihed og til liv og til
mennesker igen˺
Vil du gå med
Faksimile

mig, Ella?
Ella Rentheim
Jeg? Nu?
Borkman
Ja, ja, nu straks?
Ella Rentheim
Men hvor langt da?
Borkman
Så langt jeg bare kan.
Ella Rentheim
Å, men tænk dig da om. Ude i denne våde
vinternatten –
Borkman
Åhå, – frøkenen er ˹bekymret˺ ræd for sin helbred? Jaja,
den er jo skrøbelig, den.
Ella Rentheim
Det er din helbred jeg er bekymret for.
Borkman
Håhåhå! En død mands helbred! Jeg må
rigtig le af dig, Ella.
(Han går videre)
Ella Rentheim
Faksimile

42.

(efter ham)
Hvad er det du siger?
Borkman

(går videre)
En død mand, siger jeg. ˹ [HIS: Tilføyelsen står i høyre marg.]
Mindes du ikke, G. sa’ jeg skulde
bare holde mig rolig, der jeg
lå?˺
Ella Rentheim
Jeg går med dig, John!
Borkman
Ja, vi to hører jo også sammen.
(De er kommen ind i småskogen til venstre.
Denne skjuler dem efterhånden. Huset og gårds-
pladsen tabes af sigte. Landskabet foran-
drer sig stadig.)
Ella Rentheims stemme

(høres inde i skogen)
Hvor er det vi går, John? ˹ [HIS: Tilføyelsen står i høyre marg.]
Jeg kender mig ikke igen.
Hvor går vi?˺
Borkmans stemme

(længere borte)
Opad den krogede stien.
Ella Rentheim

(fremdeles skjult)
Å, men jeg årker ˹snart˺ ikke mere!
Faksimile
Borkman

(høres nærmere)
Kom! Kom! Nu er vi ˹ikke langt fra udsigten˺ snart ved udsigten .
\Der stod en bænk før i tiden. Der kan du hvile/
(De er kommen frem på en liden åben slette
i skogen. Lien stiger brat tilvejrs over dem
Til venstre ˹dybt nede et˺ vidt åbent landskab med fjord
og høje fjerne åsrækker over hverandre.
På sletten et uddød furutræ med en bænk un-
der. Sneen ligger høj på sletten.)
(Borkman og efter ham Ella Rentheim ˹fra højre˺
vader med møje gennem sneen)
Borkman

(standser ved dybet til venstre)
Kom her, Ella, så skal du få se.
Ella Rentheim

(hos ham)
Hvad er det, du vil vise mig, John?
Borkman
Ser du, hvor landet ligger vidt ud over?
Ella Rentheim

\Der på bænken sad vi ofte før, og så endnu langt, langt
videre udover./
Ja, ja, det kender jeg så godt.
Borkman
Faksimile
˹
B
Det var et drømmeland vi så udover dengang
E
Og nu er det snedækt. Og det gamle træ er dødt.
˺
Kan du skimte røgen af dampskibene
ude på fjorden?
Ella Rentheim
Nej.
Borkman
Jeg kan. – De kommer og de går. De brin-
ger rørelse og liv med sig. De skaber velvære
i mange tusend hjem. Det var det, jeg drøm-
te om at skabe.
Ella Rentheim

(stille)
Og så blev det ved drømmen.
Borkman
Det blev ved drømmen, ja. – Og hør de{ <...> }r! ˹nede ved elven, du˺ Fabri-
kerne går. De har natarbejde. Hjulene hvirv-
ler og valserne lyner – rundt, rundt. Kan du
høre det, Ella?
Ella Rentheim
Nej.
Borkman
Jeg kan. – Men alt det er bare ligesom uden-
værkerne ˹omkring˺ til riget, må du vide!
Faksimile
Ella Rentheim
Hvilket rige –?
Borkman
Mit rige! Det rige, jeg var lige ved at tage i
besiddelse den gang jeg – den gang jeg døde.
Ella Rentheim

(stille rystet)
Å, John, John!
Borkman
Og nu ligger det der ˹mit rige˺ – forsvarsløst, herreløst,
– udsat for røveres overfald og plyndring. –
Ser du fjeldrækkerne der, – langt borte?
Den ene { <...> }bagenfor det anden. De højner sig.
Tårner sig. Det ˹er˺ mit dybe, endeløse, uudtøm-
melige rige –
Ella Rentheim
Å, men der står et så isnende pust fra det
rige, John!
Borkman
Det pust virker ˹som livsluft forfriskende˺ så friskt på mig. Som
en hilsen fra underdanige ånder. ˹Jeg fornemmer dem˺ Det er de
bundne millioner, malmårerne som strækker
Faksimile

43.

sine bugtede, grenede, lokkende årme ud ef-
ter mig. ˹ [HIS: Tilføyelsen står øverst på siden, her plassert som i førstetrykket.]
Jeg så dem ˹for mig˺ den nat da jeg stod i bankkælderen –
med lygten i hånden.
˺
<...> I vil frigøres. Og jeg kan ikke fri-
gøre eder. Min søn sveg mig. Knækked
al min st{ <...> }yrke. ˹ [HIS: Tilføyelsen står mellom linjene.]
En ny slægt er vokset op mens jeg – jeg kender ikke
den nye slægt.˺
(med fremrakte hænder)
Men jeg vil hviske det til jer her i nattestil-
heden. Jeg elsker eder der I ligger skindøde
i dybet og i mørket. Jeg elsker eder, I levende-
gjorte værdier – med alt eders lysende følge
af magt og ære. Jeg elsker, elsker, elsker eder
Ella Rentheim

(i stille oprør)
Ja, der nede har du din kærlighed ˹endnu, John˺. Har al-
tid havt den der. Men her oppe i dagen, du,
her var der et varmt, levende menneske-
hjerte som banked og <...>og slog for dig. Og det-
te hjerte det knuste du, – å, mere end det, –
tifold værre –. Du solgte det for – for –
{F}Borkman

(farer sammen ˹det går ligesom koldt igennem ham˺)
For rigets – og magtens – og ærens skyld, – mener
du!
Ella Rentheim
Faksimile
Ja, det mener d jeg. Jeg har sagt dig { <...> }det før
engang ikveld. Du har myrdet kærligheds-
livet i den kvinde som elsked dig. Og som du
elsked igen. Så vidt du kunde elske da (med
opløftet arm)
Og derfor så spår jeg dig det{.}, –
John Gabriel Borkman, – du f vinder al-
drig den pris, du kræved for mordet. Du får
aldrig holde ˹noget˺ ˹sejers˺indtog i dit kolde, mørke rige!
Borkman

(vakler hen til bænken sætter sig tungt ned)
Jeg frygter næsten at du får ret i den spå-
dom, Ella.
Ella Rentheim

(henne hos ham)
Du skal ikke frygte for det. Just det vilde
være det bedste for dig.
Borkman

(med et skrig)
Ah!
Ella Rentheim
Hvad var det.
Borkman
Faksimile

(mat; synker bagover mod lænet)
Det var en ishånd som greb mig{.} ˹i hjertet˺
Ella Rentheim
John!
Borkman

(mumler)
Nej. En malmhånd var det.
(Han ˹glider˺ synker helt ned på bænken)
Ella Rentheim

(river tørklædet af sig og dækker over ham)
Bliv liggende. Jeg henter hjelp. (hun gør
et par skri{g}dt mod højre)
.
(Hun gør et p{å}ar skridt mod højre, standser
og tilbage og føler på hans ansigt)
Ella Rentheim

(sagte og fast)
Nej. Bedst så. Bedst så.
(Hun breder tørklædet tættere om
ham og sætter sig ned i sneen foran bænken)
(Fru Borkman, hyllet i overtøj, kommer
fra højre. Foran hende stuepigen med en
tændt lygte)
Faksimile
Stuepigen
Jo, jo, frue. Her er sporene.
Fru Borkman
Der står de.
Ella Rentheim

(rejser sig)
Leder du efter os.
Fru Borkman
Ja, der må jeg vel gøre.
Ella Rentheim

(peger)
Se, der ligger han, Gunhild.
Fru Borkman
Sover!
Ella Rentheim
En lang søvn, tror jeg!
Fru Borkman

\ tar <...> /
Ella! (pi til pigen) Hent hjælp. Folk os heste
(Pigen ud til højre)
Fru Borkman

(bag bænken)
Natteluften har dræbt ham.
Faksimile
44.
Ella Rentheim
Så er det vel. VIl du ikke se på ham?
Fru Borkman
Nej, nej, nej. Han ˹var en bergmands søn, – han bankchefen ˺ har ikke tålt den friske
luft.
Ella Rentheim

<...> (nikker langsomt)
Det ˹var nok snarere kulden so dr˺ er vel så . Kulden har dræbt <...> ham.
Fru Borkman
Du, Ella, kulden havde dræbt ham for længe
siden.
Ella Rentheim
\Å ja. Og skabt os to om til skygger. nikker tungt. /
Os også.
Fru Borkman
Du har ret i det.
Ella Rentheim
˹ med et smærteligt smil ˺
˹ ˹en død og to skygger. Det har kulden virket.˺ ˺ Vi er tre døde, – vi tre her.
Fru Borkman
˹Ja hjertekulden.˺ Vi er så. Og så kan vel vi to række hin-
anden d<...> hånden da, Ella.
Ella Rentheim

(stille)
Faksimile
Over den tredje. Ja. ˹Jeg synes vi kan det nu.˺ ˹Jeg tænker vi kan det nu.˺
˹ [HIS: Tilføyelsen står rett under skillestreken, på linje med datoangivelsene.]
G.
Vi to tvillingsøstre over ham,
vi begge har elsket
E.
Vi to skygger over den døde mand.
˺
(Fru Borkman, bag bænken, og Ella { <...> }Rent-
heim foran, rækker hinanden hænderne)

[Forfatternote: 26.8.96.] [Forfatternote: 18.10.96.]
Faksimile
Faksimile

Forklaringer

Tegnforklaring inn her